København, 22/04/2025 - 09:00
Jorden kan holde til et forbrug på to kyllingebryster om ugen
DTU-forskere har sat et tal på, at jorden kan holde til et kødforbrug på 255 gram kylling om ugen per person.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Forskere fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) er kommet frem til, hvor meget kød en person kan spise om ugen, uden at planeten lider overlast.
Det skriver DTU i en pressemeddelelse.
255 gram fjerkræ eller svinekød er grænsen for, hvor meget planeten kan holde til, at en enkelt person spiser af kød om ugen.
- Vores beregninger viser, at selv moderate mængder kød i ens diæt er uforeneligt med, hvad planeten kan regenerere af ressourcer ud fra de miljøfaktorer, vi har kigget på i studiet, siger Caroline H. Gebara, der er postdoc på DTU Sustain og hovedforfatter på studiet.
Ifølge studiet kan man slet ikke spise oksekød i meningsfulde mængder uden at overskride jordens grænser.
- De fleste er efterhånden klar over, at vi burde spise mindre kød af både miljømæssige- og helbredsmæssige grunde. Men det er svært at forholde sig til, hvor meget "mindre" er, og om det egentlig nytter noget i det store perspektiv, siger Caroline H. Gebara og tilføjer:
- Derfor har vi med udgangspunkt i de planetære grænser udregnet et konkret tal - 255 gram fjerkræ eller svin om ugen - som man faktisk kan se for sig og tage stilling til, når man kigger ned i køledisken.
Studiet havde til formål at undersøge, om det er muligt at opfylde jordens befolknings ernæringsbehov uden at bryde jordens grænser.
Det kan ud fra beregningerne godt lade sig gøre, men der skal ifølge Caroline H. Gebara noget til.
- Den globale omlægning kræver politisk handling på øverste niveau, mens den individuelle omstilling bliver langt lettere, hvis vi får bedre guidance og rammer, der understøtter de bæredygtige valg.
/ritzau/