Målilla, 05/07/2025 - 21:17
Speedwaydanskere leverer skidt aften i Sverige
Hverken Mikkel Michelsen eller Anders Thomsen kørte sig videre fra de indledende heat i svenske Målilla.
Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det blev en dansk speedwayaften lige til glemmebogen, da VM-sæsonens syvende grandprix lørdag aften blev kørt i svenske Målilla.
Både Mikkel Michelsen og Anders Thomsen havde store problemer på den svenske bane og var ikke i nærheden af at komme videre fra de indledende heat.
Australske Brady Kurtz tog for andet grandprix i træk sejren foran den forsvarende polske verdensmester, Bartosz Zmarzlik.
Polakken topper stadig den samlede VM-stilling foran netop Kurtz. Ni point adskiller de to i toppen.
I den stilling roder begge danskere rundt i midterfeltet. Efter lørdagens beskedne pointhøst har Michelsen på 11.-pladsen 48 point, mens Thomsen har 45 point som nummer 12.
Michelsen skrabede i sine fem heat fem point sammen. I det sidste heat havde danskeren mulighed for avancement med en førsteplads, men han var end ikke tæt på og sluttede aftenen af med en tredjeplads.
Anders Thomsens aften var endnu værre. Han kørte blot to VM-point i hus.
Det ene point kom i sidste heat, hvor svenske Rasmus Karlsson styrtede, og Thomsen dermed blev nummer tre. Danskerens chancer for avancement var allerede udspillet inden det heat.
Den dårlige danske aften kommer, efter at begge danskere ellers leverede opløftende takter for to uger siden i den polske by Gorzow.
Her var begge danskere med i "last chance qualifier", og særligt Anders Thomsen var særdeles tæt på en finaleplads. De præstationer syntes dog langt væk lørdag aften.
/ritzau/