København, 25/06/2025 - 06:00
Invasiv pukkellaks står på spring til at invadere danske åer
Hjemmehørende arter kan få problemer, hvis invasiv lakseart spreder sig til vandløb, som det er sket i Norge.
Henrik H. Berntsen/Norsk Institu/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En lakseart, der blev udsat ved Kolahalvøen i Rusland tilbage i 1950'erne, har bredt sig og er blevet et stort problem i norske elve.
Nu truer den invasive lakseart med også at indtage danske åer og vandløb, lyder det fra DTU Aqua.
Forskere fra instituttet vurderer, at laksearten står på spring til en større invasion af danske åer og vandløb denne sommer.
Det skriver DTU Aqua på instituttets hjemmeside.
DTU Aqua opfordrer derfor lystfiskere, der får en pukkellaks på krogen, til at aflive fisken og indsende oplysninger om, hvor den blev fanget.
Hos Danmarks Sportsfiskerforbund opfordrer man medlemmerne til at følge rådet.
Problemet er, at pukkellaks kan presse et i forvejen belastet økosystem, lyder det fra biolog i sportsfiskerforbundet Kaare Manniche Ebert.
- I Nordnorge har man set en invasion af mange hundredtusinder laks, der er svømmet op i elvene.
- Den hjemmehørende laks, atlantisk laks, forstyrres på alle mulige niveauer, siger Kaare Manniche Ebert.
Pukkellaks hører naturligt hjemme i Stillehavet, men er ifølge biologen kommet til Europa via udsætning i Rusland.
Den invasive lakseart kan sprede sygdomme til de hjemmehørende arter.
Desuden risikerer de etablerede bestandes gydesteder at blive rodet op, når der kommer så mange laks på én gang.
Pukkellaksens livscyklus topper efter to år, når den gyder og herefter dør.
Når tusindvis af laks dør samtidig, kan det ifølge Kaare Manniche Ebert også give problemer med forurening af vandløbene.
- Hvis der trækker 50 pukkellaks op i Skjern Å, vil det ikke skabe problemer.
- Men fordi pukkellaksen er sindssygt effektiv og skaber store bestande i Stillehavet og nu også i Nordnorge, så kan man frygte, at den vil gøre det samme i danske vandløb, siger Kaare Manniche Ebert.
Det er ifølge biologen nemt at kende pukkellaksen fra hjemmehørende arter i kraft af den karakteristiske pukkel på ryggen, som kendetegner hannen i gydedragt.
Pukkellaksen vil ifølge Kaare Manniche Ebert næppe blive en delikatesse på spisebordet hos mange lystfiskere.
- Hvis pukkellaks fanges i havet, så er den en rigtig fin og lækker spise. Men når den bliver kønsmoden og trækker op for at gyde, så bliver kødet dårligt og kan opleves som nærmest lidt halvråddent, siger Kaare Manniche Ebert.
/ritzau/