Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

24/04/2025 - 13:30

Giv din have et japansk indspark året rundt med æble- og kirsebærtræer

For en kort stund kan man se japanske kirsebærtræer med den letgenkendelige lyserøde farve blomstre. Man kan dog forlænge det betagende syn i sin egen have.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: Af Lukas Damgaard-Sørensen Pagonakis, Ritzau Fokus

Hvert forår forvandler japanske kirsebærtræer byrum og parker til drømmende landskaber badet i lyserødt. Fra Japan til Danmark tager folk ud for at opleve det kortvarige, men storslåede syn.

De lyserøde japanske kirsebærtræer bliver også kaldt "sakura". De blomstrer i en kort periode, og for japanerne er det mere end blomster. Det er en påmindelse om, hvor kort livet er, og en opfordring til at værdsætte hvert et øjeblik.

Der er dog mulighed for at få sakura-effekten hjemme i din have, og samtidig gøre den lidt længere end de tre til fire uger, de japanske kirsebærtræer typisk blomstrer. Det fortæller Berit Rørbøl, der er haveekspert hos Videncentret Bolius.

Et trick til at forlænge blomstringen er, at man planter flere forskellige typer af træer.

- Alle træer blomstrer ikke på samme tidspunkt, så hvis man for eksempel planter nogle kirsebærtræer og æbletræer, så vil man kunne forlænge sæsonen med de store blomstrende træer, siger hun.

Æbletræer kan give noget af den samme store blomstrende effekt, som sakura har.

Hvis træet skal have noget fylde og bredde, skal man ved frugttræer sørge for, at de er blevet podet på en kraftig grundstamme.

- Det er ikke sorten i sig selv, der bestemmer, hvor stort træet bliver, men hvilken stamme man har brugt til at pode sorten. Derfor skal man spørge efter en grundstamme, der er kraftigt voksende. Det kan være en vildstamme for æbletræer, mens det for kirsebærtræer kan være fuglekirsebær, siger hun og fortsætter:

- Ved æbletræer kan man få en form for "paraply", som man kan gå ind under, når de blomstrer, det giver en fantastisk effekt, siger hun.

Hvis man vil have mere farve og en større lyserød effekt, der kan passe til de mindre haver, så kan man overveje paradisæbletræer.

- De kan være rigt blomstrende og kan fås i alt fra hvid til en dyb pink farve i blomsterne. Samtidig giver det en effekt, når de taber bladene, af at det "sner" med farvede blomsterblade, siger hun.

Magnolietræer kan også være et godt alternativ til sakura, da de også har en stor blomstring.

- Magnolietræer kan have store hvide blade med et lyserødt skær, der giver lidt samme fornemmelse som de japanske kirsebærtræer, siger hun.

Hvis du vil have den helt rigtige sakura-stil, skal du dog købe de japanske kirsebærtræer og ikke de danske.

- De japanske kirsebær adskiller sig fra kirsebærtræerne i Danmark - som fuglekirsebær eller sødkirsebær - ved at have en rigere blomstring, men stort set ingen frugtsætning, siger Berit Rørbøl og fortsætter:

- Hvis man vil have den lyserøde effekt med de store lyserøde blomster, så skal man tage japanske kirsebærtræer også kaldet prydkirsebærtræer.

/ritzau fokus/

København, 02/06/2025 - 14:59

Netflix napper Vinterbergs TV 2-drama

"Familier som vores" går sin sejrsgang verden over. Den er blevet solgt til 40 lande - lige fra Canada til Sydkorea. Nu er den nået til streaminggiganten.

Dansk film og tv er endnu en gang kommet på verdenskortet.

Thomas Vinterbergs stort anlagte serie "Familier som vores" er blevet solgt til streaminggiganten Netflix, hvor den får premiere 10. juni.

Det oplyser produktionsselskabet Zentropa i en pressemeddelelse.

- Det er skønt at se, hvordan en dansk serie som "Familier som vores" kan rejse vidt og bredt og stadig røre mennesker, siger Thomas Vinterberg i pressemeddelelsen og fortsætter:

- I en tid, hvor verden i stigende grad er præget af splid, er der noget betryggende ved, at der findes et universelt sprog i film og tv-serier, vi kan samles om, og jeg håber selvfølgelig, at denne serie også vil tale til amerikanerne.

"Familier som vores" udspiller sig i et Danmark, der er ved at drukne grundet klimaforandringer.

Alle skal evakueres.

De, der har råd, rejser til velhavende lande, mens de mindre velstillede er afhængige af det statsfinansierede program, der sender dem hen, hvor der er plads.

Paprika Steen spiller en freelancejournalist, der er ramt af stress og ikke har nogen indtægt og slet ikke råd til at flytte til rige lande som Frankrig. Her har hendes eksmand, spillet af Nikolaj Lie Kaas, modsat hende kontanter og kontakter til at genhuse sig selv og sin familie, som også tæller deres fælles datter, spillet af Amaryllis August.

I det stjernespækkede cast rundt om de tre finder man blandt andre Thomas Bo Larsen, David Dencik, Magnus Millang og Esben Smed.

"Familier som vores" havde verdenspremiere på den prestigefyldte internationale filmfestival i Venedig i august 2024 og fik dansk premiere på TV 2 i oktober.

Siden er serien blevet solgt til 40 lande, heriblandt Canada, Australien, Sydkorea og New Zealand.

"Familier som vores" er Thomas Vinterbergs første tv-serie.

Han har skrevet og instrueret dramafilmene "Festen", "Jagten" og senest "Druk", som indbragte ham en Oscar i kategorien Bedste Internationale Film i 2021.

/ritzau/

Læs Mere >>

Aarhus, 02/06/2025 - 14:04

Dansk festival mister hovednavn med tre dages varsel

Betina Garcia/Ritzau Scanpix

Det danske band Turboweekend erstatter den britiske musiker James Blake, der trækker sig fra Northside grundet uforudsete omstændigheder.

Det danske band Turboweekend er på turbotid hentet ind som erstatning på årets Northside, efter at den britiske verdensstjerne James Blake har aflyst sin koncert på den aarhusianske festival.

Ifølge Northside har James Blake, som står bag hits som "Retrograde" og "Limit to Your Love", måttet aflyse sin optræden. Det er sket med henvisning til "uforudsete omstændigheder". Det oplyser festivalen på sin hjemmeside.

- Det er virkelig ærgerligt at få et afbud så tæt på festivalen, men det sker jo desværre en gang imellem. Derfor er vi også superglade og taknemmelige over, at Turboweekend træder til med så kort varsel, siger festivalens chef, Brian Nielsen, og fortsætter:

- De debuterede på Northside i vores første festivalår. De er meget højt på ønskelisten hos vores publikum. Og så har de om nogen skabt mindeværdige koncertoplevelser på Northside igennem tiden, så jeg er 100 procent sikker på, at de løfter opgaven.

Bandet, der har Silas Bjerregaard i front for numre som "Trouble Is" og "Miles and Miles", har spillet på Northside fire gange før. Senest i 2016.

Turboweekend blev gendannet sidste år, efter at bandet i 2018 ellers oplyste, at det ville gå i opløsning.

Det tog - med trioens egne ord - et breakup, en pandemi og en "begyndende verdenskrig" før de fandt ud af, at de ikke kunne undvære hverken hinanden eller deres publikum.

Årets Northside begynder torsdag 5. juni og varer til 7. juni.

Ud over James Blake er LCD Soundsystem, Raye og Weezer også blandt årets internationale navne på plakaten.

Årets danske navne tæller blandt andet The Minds of 99, Lukas Graham og Dizzy Mizz Lizzy.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 02/06/2025 - 11:00

FAKTA: Hvad er substitution?

* Substitution af lægemidler betyder, at et lægemiddel kan erstattes med et andet med samme aktive indholdsstof og styrke. Det er Lægemiddelstyrelsen, der foretager den vurdering.

* Det offentlige tilskud bestemmes ud fra den billigste pakning, som er tilgængelig og ikke er ramt af leveringsproblemer.

* Aktuelle tilskudspriser kan ses på hjemmesiden medicinpriser.dk.

Kilde: Lægemiddelstyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 02/06/2025 - 11:00

Du kan roligt vælge den billigste medicin

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Apotekerne har pligt til at tilbyde dig den billigste receptpligtige medicin. Og den kan du trygt sige ja til ifølge Lægemiddelstyrelsen og apotekerne.

"Skal det være den billigste?". Det spørgsmål møder mange af os, når vi skal købe medicin på apoteket. Og nogle tøver måske et øjeblik.

Men når apoteket spørger, handler det hverken om mærke eller indpakning. Så er det indholdet, der tæller.

Derfor kan du med ro i maven sige ja til den billigste medicin.

Det fortæller chefkonsulent i Danmarks Apotekerforening Helle Jacobsgaard.

- Der er meget receptpligtig medicin, som findes i generiske udgaver. Det vil sige, at der er flere lægemidler, som har samme indholdsstof og dosering, siger hun og uddyber:

- Apotekerne har pligt til at tilbyde den billigste medicin. Og vi oplever, at langt de fleste siger ja til den billigste. Det kan man også helt roligt gøre, medmindre man selv foretrækker noget bestemt.

Det kan eksempelvis være, at du synes, at en bestemt pakning er nemmere at håndtere.

Lægen kan også skrive "ej s" på recepten. Det betyder, at medicinen ikke må substitueres - altså ikke erstattes med et alternativ.

Men det offentlige tilskud til medicin bliver beregnet ud fra den billigste medicin, selv om du vælger en dyrere variant.

Det er Lægemiddelstyrelsen, der beslutter, hvilke lægemidler der må byttes med hinanden. Her siger enhedschef Kim Helleberg Madsen også, at du trygt kan vælge det billigste alternativ, når du køber medicin.

- Det er vores faglige eksperter, der beslutter, om et præparat kan substitueres. Og hvis kravene er opfyldt, vil det automatisk fremgå af apotekernes systemer, hvad et præparat kan erstattes med, siger han.

Kim Helleberg Madsen vurderer, at apotekernes pligt til at tilbyde det billigste præparat spiller en central rolle i at holde medicinpriserne nede.

Billigere medicin kan være generisk eller parallelimporteret medicin.

- Et originalt præparat er beskyttet af et patent, der typisk gælder i ti år. Derefter kan andre medicinproducenter kopiere det, siger han.

Og fordi medicinpriser er forskellige fra land til land, kan et originalt lægemiddel sommetider købes billigere i udlandet.

Lægemidlet kan så blive importeret til Danmark og solgt billigere end originalen. Det kaldes parallelimport.

- Hver 14. dag indmelder medicinproducenter deres priser til Lægemiddelstyrelsen. På baggrund af de priser udpeges det billigste præparat, som apoteket skal tilbyde de næste to uger, siger Helle Jacobsgaard.

Det kan derfor være forskelligt fra gang til gang, hvilken medicin der er billigst.

Apotekerne får et fast honorar på omkring 17,50 kroner per pakning, de udleverer, uanset hvad den receptpligtige medicin koster. Honoraret er noget lavere for håndkøbsmedicin, der er forbeholdt apoteket.

- Apotekerne har altså ikke et økonomisk incitament til at sælge dyrere medicin, siger Helle Jacobsgaard.

Der kommer dog stadig flere penge i kassen, hvis apotekerne sælger dyrere medicin. Det skyldes, at de skal lægge en procentdel oven i indkøbsprisen.

Apotekerne sender dog de penge videre til Lægemiddelstyrelsen i form af afgifter, der blandt andet støtter apoteker i yderområder.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek