Washington D.C., 10/12/2025 - 23:19
Trump: USA har beslaglagt olietanker ud for Venezuelas kyst
Trump melder om beslaglæggelse af stor olietanker. Maduro beder om stop for det, han kalder interventionisme.
Andrew Caballero-Reynolds/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
USA har beslaglagt en olietanker ud for Venezuelas kyst.
Det meddeler den amerikanske præsident, Donald Trump, onsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Vi har netop beslaglagt en tanker ved Venezuelas kyst, en meget stor tanker, meget stor, den største nogensinde faktisk, og der sker også andre ting, lyder det fra Trump.
Reuters skriver, at beslaglæggelsen har fået oliepriserne til at stige, ligesom at den sandsynligvis vil få de politiske spændinger mellem USA og Venezuela til at vokse.
Trump har beordret en massiv opbygning af USA's militære tilstedeværelse i Latinamerika. Den seneste tid er blandt andet jagerfly og titusindvis af amerikanske soldater blevet sendt til regionen.
Beslaglæggelsen af olietankeren kan være et tegn på, at USA vil begynde at gå efter Venezuelas olie, som er landets vigtigste indtægtskilde, skriver Reuters.
Ifølge det amerikanske medie CNN uddyber Trump ikke årsagen til beslaglæggelsen. Fra præsidenten lyder det blot, at den fandt sted "af en meget god grund".
Han bliver også spurgt til, hvad der vil ske med den olie, som olietankeren transporterede.
- Vi beholder det, tror jeg, lyder svaret fra Trump ifølge CNN.
USA's justitsminister, Pam Bondi, beretter efter meldingen fra Trump på det sociale medie X også om hændelsen.
Her lyder det, at det var forbundspolitiet FBI, politienheden Homeland Security Investigations (HSI) og den amerikanske kystvagt, som stod for beslaglæggelsen.
Ifølge ministeren handlede de på en retskendelse om beslaglæggelse af olietankeren. Den blev ifølge Bondi brugt til at transportere sanktioneret olie fra Venezuela og Iran.
- I flere år har olietankeren været underlagt sanktioner fra USA på grund af sin involvering i et ulovligt olietransportnetværk, der støtter udenlandske terrororganisationer, skriver Bondi.
Navnet på olietankeren er ikke umiddelbart blevet oplyst, ligesom det ikke står klart, hvilket flag den sejlede under, eller præcis hvor beslaglæggelsen fandt sted.
Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, har efter Trumps melding udtalt sig til sine støtter i hovedstaden Caracas, skriver nyhedsbureauet AFP.
- Fra Venezuela beder vi om og kræver en afslutning på den ulovlige og brutale interventionisme fra den amerikanske regerings side i Venezuela og i Latinamerika, siger Maduro.
Ifølge Reuters er oliepriserne steget efter meldingen om olietankeren. Prisen på Brent-olie steg med 0,4 procent til 62,21 dollars - 398 kroner - per tønde.
Den amerikanske West Texas Intermediate-olie steg ligeledes med 0,4 procent til 58,46 dollar - 374 kroner - per tønde.
/ritzau/




