København, 10/12/2025 - 23:15
Humoren svigter i komedie om mandekamp mod kvindelig dominans
Satiren rammer langtfra rent i Frederikke Aspöcks sorte komedie om kønsroller, mener anmeldere.
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Der er for få gode grin i den nye komediefilm "Mand op!" fra instruktør Frederikke Aspöcks hånd.
Det mener en række anmeldere, som kvitterer med mellem to og fire stjerner ud af seks.
Filmen beskrives som en sort komedie om en gruppe mænd, der er frustrerede over, at kvinder i deres øjne har fået alt for meget magt i samfundet.
I løbet af filmen bliver deres mandekamp mere og mere voldsom, og temaet rammer noget i tidsånden, mener flere af anmelderne.
Men satiren rammer ikke rent, skriver Børsens anmelder, som giver filmen tre stjerner.
- Man griner ikke nok af de eskalerende handlinger, som de frustrerede mænd sætter i gang. De er gennemgående utroværdige, ligegyldige og uforstående.
Filmen ender med at sætte sig mellem to stole - satire og alvor - og svigter på begge fronter, lyder det fra Filmmagasinet Ekko. Her har anmelderen også givet tre stjerner til filmen, der får premiere torsdag.
Berlingske er helt nede på to stjerner.
- Komikken er fortvivlende lav, skriver avisens anmelder.
Mere tilfredse er man hos Politiken og Kristeligt Dagblad. Politiken kalder det modigt at stikke hånden ned i den hvepserede, som en diskussion om kønsroller kan være, mens Kristeligt Dagblad skriver, at filmen er et velkomment forsøg på at tale om et giftigt emne.
Men Kristeligt Dagblads anmelder bemærker også, at filmen mangler gode grin.
- Et langt stykke hen ad vejen er svagheden ved "Mand op!", at Frederikke Aspöck og Lars Husum virker mere interesseret i at debattere end i at være sjove. Filmen savner de to-tre-fire velorkestrerede scener, som løfter resten og kan sælge filmen til et bredt publikum, lyder det.
Lars Husum har skrevet manuskriptet til filmen. Det gjorde han også til Aspöcks komedie "De frivillige" om fængselsindsatte fra 2019, som fik en bedre medfart hos anmelderne.
I denne omgang er de ikke lige så imponerede af duoen, men til gengæld får Mikkel Boe Følsgaard, som spiller hovedrollen Rasmus, ros for sit skuespil.
/ritzau/




