Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Beirut, 03/08/2024 - 12:09

Den danske ambassade i Libanon skal stadig være åben

Sverige har lukket ambassaden i Libanon på grund af sikkerhedssituationen. Den danske pendant forbliver åben.

Mohamed Azakir/Reuters

Af: /ritzau/

Den danske ambassade i Libanons hovedstad, Beirut, forbliver for nuværende åben.

Det oplyser Udenrigsministeriet i et skriftligt svar til Ritzau.

- Udenrigsministeriet følger nøje situationen i Libanon og er i tæt kontakt med ambassaden i Beirut. Udenrigsministeriet har for nuværende ikke planer om at lukke den danske ambassade i Libanon midlertidigt.

- Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til Libanon og opfordrer danskere, der befinder sig i landet, til at forlade Libanon, lyder det videre fra det danske udenrigsministerium.

Meldingen kommer, efter at Sveriges udenrigsministerium fredag meldte ud, at man lukker den svenske ambassade i landet midlertidigt på grund af den forværrede sikkerhedssituation.

Det oplyste den svenske udenrigsminister, Tobias Billström, til den svenske kanal TV4.

- Udenrigsministeriet har bedt sine medarbejdere om at forlade Beirut og rejse til Cypern. Ministeriet planlægger en midlertidig flytning af ambassaden, sagde han.

Ambassadens seks medarbejdere er rykket til Cypern indtil slutningen af august. Det kan dog blive forlænget "afhængigt af sikkerhedssituationen", siger udenrigsministeren til TV4.

Danmark udsendte i slutningen af juli en advarsel til danskere i Libanon om at forlade landet, fordi Israel har advaret om risiko for en regulær krig mod bevægelsen Hizbollah, der kommer fra Libanon.

Tidligere på ugen blev den militære leder af Hizbollah, Fuad Shukr, som var ansvarlig for Hizbollahs militære operationer mod Israel i det sydlige Libanon, fundet dræbt efter et israelsk angreb.

Israel har ikke officielt taget ansvar for drabet, men premierminister Benjamin Netanyahu udtalte kort efter drabet, at Israel havde tildelt landets fjender "knusende slag".

Hizbollahs øverste leder, Hassan Nasrallah, har lovet hævn, og at bevægelsen er "i færd med at overveje et passende modtræk".

Angrebet er det seneste i rækken i en lang konflikt mellem de to parter.

Den militante Hizbollah-bevægelse blev grundlagt i 1982 i Libanon, på et tidspunkt hvor Israel havde invaderet det sydlige Libanon.

Hizbollah har desuden gode forbindelser til Hamas-bevægelsen i Gaza, som Israel er i krig med.

/ritzau/

København, 13/05/2025 - 08:00

Fremadstormende hitmager er frontfigur for forskelligheder

Når musikeren Uro skal optræde på Grøn til sommer, minder han publikum om, at alle er noget for nogen.

Den danske Godthåbsvej-sanger Uro bruger sin musik til at sætte ord på sine følelser og et liv med ensomhed.

Nogle af de ord, han selv har manglet, er: "Der er en for alle. Alle er noget for nogen". Nu giver han budskabet videre til andre, når han indtager rollen som Plads til forskelle-ambassadør i forbindelse med årets Grøn.

Ordene er nemlig blandt dem, han har udvalgt til at pryde årets T-shirt, hvor overskuddet går til Muskelsvindfondens projekt Pærfekt, der arbejder for at nedbryde perfekthedskulturen.

- Vi har alle brug for at høre, at vi er noget værd - ikke på trods af vores forskelligheder, men på grund af dem, lyder det fra Uro i en pressemeddelelse fra Grøn.

Musikeren, hvis borgerlige navn er Jeppe Kronback, udgav sin første single "Slåbrok" i 2020 og har senere udgivet hits som "Godthåbsvej", "Føles Godt" med Mekdes og "Tænker Ik På Andre" med Suspekt.

I april spillede Uro sit hidtil største liveshow for et udsolgt K.B. Hallen. Og til sommer indtager han scenen på årets Grøn, som Muskelsvindfonden og Tuborg står bag.

- Der er noget smukt i at vide, at selv dem, der føler sig alene, stadig er en del af et fællesskab. Det er det, Plads til forskelle handler om - og det er det, jeg står for som ambassadør, fortæller musikeren.

Salget af Plads til forskelle-T-shirten begynder onsdag 13. maj. Plads til forskelle er et samarbejde mellem Grøn, sportstøjmærket Hummel og radiokanalen Nova.

Blandt tidligere ambassadører finder man blandt andre Jada, Benjamin Hav og Lukas Graham.

Grøn kommer forbi otte danske byer hen over sommeren fra 17. juli til 27. juli. Turen går forbi Tårnby, Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense, Næstved og Valby. Der er dog kun billetter tilbage i Esbjerg.

Ud over Uro udgør Medina, Gilli, Suspekt, Pil, Kalaset, Benjamin Hav og Alphabeat resten af plakaten.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 13/05/2025 - 06:44

Flere end 40.000 har deltaget i afstemning om unik dansk kulturarv

Emil Helms/Ritzau Scanpix

Tusindvis af danskere har deltaget i afstemning, der kan bringe værdier som hygge og højskoler på FN-liste.

Over 40.000 personer har indtil videre deltaget i afstemningen om 20 forslag til særlig dansk kulturarv.

Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Det er forslag som eksempelvis andelsbevægelsen, hygge, højskoler, håndbold, kolonihaver og pølsevogne, man kan stemme på.

De 20 forslag er udvalgt af kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), skuespiller Ghita Nørby og tv-vært og forfatter Søren Ryge Petersen.

Det er sket på baggrund af godt 10.000 nomineringer, der blev indsendt, da kulturministeren i december satte en såkaldt folkehøring i gang.

- Jeg er rigtig glad for at se, at mange danskere allerede har stemt. Det understreger, at debatten om vores fælles, levende kulturarv er noget, der engagerer danskerne, siger Jakob Engel-Schmidt i meddelelsen.

Afstemningen på folkehøringen.dk har været i gang siden 14. april og slutter onsdag 14. maj.

- Nu er det ved at være sidste chance, hvis man vil have indflydelse på, hvilke dele af vores fantastiske kulturarv som fortjener at komme endnu længere ud over rampen og ind i det internationale rampelys, lyder opfordringen fra ministeren.

På baggrund af afstemningen skal der findes fem vinderforslag, som vil blive optaget på Danmarks nationale fortegnelse over levende kultur.

Det er det første skridt mod at lave en egentlig ansøgning til Unesco, der er FN's organisation for uddannelse, videnskab og kultur.

I dag er Danmark og rigsfællesskabet sparsomt repræsenteret på listen over immateriel kulturarv fra Unesco.

Grønlandsk trommedans er på listen. Det samme er den nordiske tradition med at bygge skibe efter klinkbådsmetoden.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 12/05/2025 - 11:00

FAKTA: Omkostninger ved kør selv-ferie

Tallene viser kilometer tur-retur, udgift med benzinbil samt udgift med elbil.

* Aarhus til Gardasøen, Italien: 3033 kilometer, 9053 kroner, 6930 kroner.

* København til Gardasøen: 2812 kilometer, 8436 kroner, 6468 kroner.

* Aarhus til den franske riviera: 3536 kilometer, 11.278 kroner, 8803 kroner.

* København til den franske riviera: 3494 kilometer, 11.161 kroner, 8715 kroner.

Kilder: Spar Nord og Bilbasen. De samlede omkostninger ved at eje og bruge en bil - kaldet Total Cost of Ownership - er beregnet til i gennemsnit 2,79 kroner per kilometer for benzinbiler og 2,09 kroner for elbiler. Brændstofforbrug er sat til et gennemsnit på 14,10 kilometer per liter, og benzinprisen 14,80 kroner per liter. Elprisen er sat til et gennemsnit på 3 kroner per kilowatt-time, og der er regnet med et gennemsnitligt strømforbrug på 20 kilowatt-timer per 100 kilometer. Færgeoverfart er ikke inkluderet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 12/05/2025 - 11:00

FAKTA: Tips til kør selv-ferie i elbil

* Planlæg turen med en ruteplanlægningsapp og en app til at finde ladestandere.

* Hvis du kommer til en ladestander, som du ikke har abonnement til, kan du med fordel tjekke priserne i forskellige ladeapps før opladning, da der kan være store prisforskelle på samme ladestation.

* Kør 110 kilometer i timen på motorvejen i stedet for 130 kilometer. På den måde kan du spare op til 20 procent på bilens forbrug af strøm.

* Lad bilen op til 80 procent ved lynladere, hvis der er kø. De sidste 20 procent tager lang tid.

* Sørg for at have minimum ti procent strøm, hvis du kører til større ladeparker. Er der tale om en mindre ladepark, bør du have minimum 20 procent strøm tilbage, så du kan køre videre, hvis der er kø.

* Husk ladekabel til de langsommere ladestandere.

* Spørg hotellet, om der er mulighed for at oplade.

Kilde: FDM.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek