København, 01/02/2025 - 20:33
Helmig hædret: Jeg har meget at takke min hustru for
Thomas Helmig er blevet hædret med en Robert for titelsangen til filmatiseringen af sin hustrus børnebog.
Emil Helms/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Thomas Helmig er blevet hædret med en Robert i kategorien Årets Originale Sang for soundtracket til filmatiseringen af sin hustru Renée Toft Simonsens børnebog "Børnene fra Sølvgade".
Den måbende musiker modtog statuetten foran et fyldt Tivoli Hotel & Congress Center i København lørdag aften.
- Hold da kæft ..., udbryder han fra scenen.
- Først og fremmest tak til min hustru - hende har jeg meget at takke for. Men jeg vil gerne i aften takke hende for, at hun har skabt "Børnene fra Sølvgade", som jeg er stor fan af.
- J eg startede som lydteknikker på optagelserne af lydbogen, og jeg ved ikke, om det sker tit, men jeg tror, det er meget sjældent, at lydteknikeren bliver spurgt om også at skrive titelsangen. Tak for det, skat.
Nummeret, som har Karui og Vesterbro Ungdomsgård med på vokal, er på Thomas Helmigs første børnesang.
- Den er jeg da enormt glad for. Jeg er noget overrasket - meget overrasket, må jeg sige. Det havde jeg ikke regnet med, lyder det af.
- Jeg har jo skrevet en børnesang, og jeg troede ikke, børnesange fik robertpriser.
Kort efter, at Thomas Helmig modtog sin statuette, kunne Renée Toft Simonsen selv gå på scenen.
"Børnene fra Sølvgade" blev kåret til Årets Børne- og Ungdomsfilm.
Den anden bog i serien går snart i optagelse og får efter planen premiere senere på året.
Men Thomas Helmig regner ikke med at skrive en ny sang.
- Jeg tror, vi lader denne her sang kører videre i den næste, siger den nykårede vinder.
"Børnene fra Sølvgade", som foruden en række børneskuespillere har erfarne navne som Jakob Fauerby, Anders W. Berthelsen, Dick Kaysø, Lars Ranthe og Kirsten Lehfeldt på rollelisten, handler om fire søskende, som bor alene sammen i en lejlighed med deres papegøje.
Derfor er der ingen regler, og børnene må helt selv bestemme, hvornår de vil gå i seng, og om de gider at børste tænder.
Ingen må vide, at de bor alene, da børnene ikke vil på børnehjem. Men da både kommunen og skolen begynder at holde øje med børnene, hyrer de hushjælpen Miss Nelly.
/ritzau/