Washington D.C., 02/06/2025 - 00:36
FBI-chef melder om målrettet terrorangreb i Colorado
Flere har fået forbrændinger i et angreb i den amerikanske by Boulder, siger det lokale politi.
Af: /ritzau/Reuters
Det amerikanske forbundspoliti, FBI, er ved at efterforske et "målrettet terrorangreb" i byen Boulder i delstaten Colorado.
Det skriver FBI's direktør, Kash Patel, på det sociale medie X.
- Vores agenter og det lokale politi er allerede på stedet, og vi vil dele opdateringer, efterhånden som der kommer mere information.
Det amerikanske medie CBS News melder, at vidner har set en person angribe mennesker med hjemmelavede brandbomber - kendt som molotovcocktails.
De blev kastet mod personer, som deltog i en begivenhed, der skulle vise støtte til de israelske gidsler, der fortsat er i Gaza, lyder det.
På et pressemøde søndag eftermiddag lokal tid siger politiet i Boulder, at flere er kommet til skade.
De har forbrændinger og andre skader, lyder det. Nogle er kommet alvorligt til skade, mens andre er lettere tilskadekomne, siger politiet videre.
Politiet oplyser desuden, at en mistænkt - en mand - er blevet anholdt.
Tidligere på eftermiddagen skrev politiet på X, at et område centralt i Boulder er blevet evakueret.
I området ligger der blandt andet en park, et spillested og indkøbscenteret Pearl Street Mall.
Politiet siger på pressemødet, at der var en gruppe "proisraelske" personer til stede i området. Politiet er nu ved at undersøge, om angrebet var rettet mod dem, lyder det. På nuværende tidspunkt vil politiet ikke kalde det et terrorangreb, bliver der videre sagt på pressemødet.
Den jødiske aktivistgruppe Anti-Defamation League har ifølge AFP oplyst, at den har fået at vide, at der har været et angreb mod en begivenhed arrangeret af gruppen.
Den henviser til en ugentlig begivenhed med navnet Run for Their Lives, som kan oversættes til "løb for deres liv".
Deltagere kan gå eller løbe for at vise støtte til gidslerne i Gaza, siger gruppen.
/ritzau/Reuters