København, 01/01/2025 - 06:00
Ghita Nørby og Søren Ryge skal finde kulturarv med minister
Det strømmer ind med bud på kulturarv, siger minister, som sammen med to kulturpersoner skal sortere i bunken.
Af: /ritzau/
Det bliver skuespilleren Ghita Nørby og tv-værten Søren Ryge, der sammen med kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) skal finde frem til de bedste bud på dansk immateriel kulturarv.
De tre vil udgøre en "minikomité", som skal sortere i de forslag, som danskerne siden 23. december har kunnet stille på ministeriets hjemmeside.
Valget er faldet på Ghita Nørby og Søren Ryge Petersen, fordi de er folkelige og har indsigt, siger kulturministeren.
- Jeg synes, at de begge repræsenterer noget af det fineste, vi har herhjemme. En stor grad af folkelighed, indsigt og viden. Samtidig ved de fleste danskere, hvem de er, siger Jakob Engel-Schmidt.
Han tilføjer, at der indtil videre er kommet rigtigt mange bud på kulturarv, der er særlig dansk.
I dag er Danmark og Rigsfællesskabet sparsomt repræsenteret på listen over immateriel kulturarv fra Unesco, FN-organisationen for uddannelse, videnskab og kultur.
Grønlandsk trommedans er på listen. Det samme er den nordiske tradition med at bygge skibe efter klinkbådsmetoden.
Jakob Engel-Schmidt mener dog, at højskoler, pølsevogne og hygge også kunne være med.
Derfor har han sat gang i indsamlingen af forslag, som slutter 8. januar. Derefter mødes han med Søren Ryge Petersen og Ghita Nørby for at lave en liste med nomineringer, som danskerne så kan stemme på. Efter planen er afstemningslisten klar inden udgangen af januar.
Når afstemningen er ovre, vil kulturministeren gå til Unesco og ansøge om at få de danske bud på listen.
Ghita Nørby fylder 90 i januar, mens Søren Ryge er 79 år. De har begge en lang karriere bag sig i det danske kulturliv.
Spørgsmål: Kunne man ikke have lavet et bredere panel, så der også var nogle unge med?
- Det kunne man muligvis. Nu sidder jeg der selv, og jeg er kun i starten af fyrrene, så på den måde repræsenterer vi en række forskellige generationer, siger Jakob Engel-Schmidt.
Listen over immateriel kulturarv indeholder for eksempel traditioner og færdigheder. Det kan være madkultur, håndværk eller ceremonier.
Unesco har også en liste med materiel verdensarv. Her er Danmark repræsenteret med blandt andet Roskilde Domkirke, Kronborg Slot og Vadehavet.
/ritzau/