Washington D.C., 17/06/2025 - 02:07
Trump opfordrer alle til øjeblikkeligt at forlade Teheran
Trump skriver, at Iran burde have underskrevet atomaftale - og at alle øjeblikkeligt bør forlade Teheran.
Chip Somodevilla/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
USA's præsident, Donald Trump, opfordrer alle til at forlade Irans hovedstad, Teheran.
Det gør han natten til tirsdag dansk tid i et opslag på det sociale medie Truth Social.
- Alle bør øjeblikkeligt lade sig evakuere fra Teheran, lyder det fra præsidenten.
Han uddyber dog ikke umiddelbart opfordringen. Det står dermed ikke klart, om han henviser til hele Teherans befolkning eller til eksempelvis amerikanske statsborgere i Teheran.
Trump indleder opslaget med at skrive, at Iran burde have underskrevet en atomaftale, som der tidligere har været forhandlinger om.
- Iran burde have underskrevet den "aftale", jeg bad dem om at underskrive. Sikke en skam og spild af menneskeliv. Kort sagt, Iran kan ikke have atomvåben, skriver præsidenten.
Israel rettede natten til fredag et angreb mod blandt andet atommål i Iran og landets militærledelse. Det har resulteret i, at de to lande siden har angrebet hinanden ad flere omgange.
En unavngiven embedsmand i Det Hvide Hus siger til det amerikanske medie CNN, at Trumps opfordring til evakueringer fra Teheran afspejler et presserende behov for, at Iran kommer til forhandlingsbordet.
Trump er disse dage i Canada, hvor der er møde for G7-landene. Ifølge CNN antydede Trump mandag, at han måske snart vil kunne indgå en diplomatisk aftale med Iran, som vil indebære en afslutning på konflikten med Israel.
Han insinuerede ifølge CNN samtidig, at der muligvis allerede kan ske fremskridt i retning af en sådan aftale, så snart han forlader Canada.
Inden angrebene var USA og Iran i forhandlinger om en ny atomaftale.
Efter det israelske angreb fredag lød det dog i første omgang fra Iran, at forhandlinger med USA var meningsløse.
Trump har bekræftet, at USA var orienteret om Israels angreb mod Iran natten til fredag, men afviser at landet har været involveret.
Søndag understregede Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi, at Iran er åbne for en aftale om, at landet ikke må anskaffe atomvåben.
I samme ombæring understregede Araghchi, at landet dog ikke vil acceptere en aftale, der fratager Iran sine "atomrettigheder".
/ritzau/