Kyiv, 01/06/2025 - 16:09
Rusland og Ukraine gør klar til nyt møde i Tyrkiet mandag
Ukraine ønsker en ubetinget våbenhvile, og at fanger løslades. Rusland har ikke fremlagt ønsker til aftale.
Fabian Sommer/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Ukraine sender en delegation til Istanbul i Tyrkiet mandag til nye forhandlinger med Rusland.
Det skriver den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, søndag på tjenesten Telegram ifølge Reuters.
Den ukrainske delegation skal ledes af Ukraines forsvarsminister, Rustem Umerov. Fra russisk side er det Vladimir Medinskij, der er regeringsrådgiver.
Ifølge Zelenskyj ønsker Ukraine en ubetinget våbenhvile, at fanger løslades, og at bortførte børn kommer tilbage til Ukraine.
Rusland foreslog mødet tidligere på ugen.
Landet har på forhånd afvist at dele sit oplæg til en eventuel aftale med Ukraine, skriver AFP.
Den russiske præsident, Vladimir Putin, har dog afvist et tyrkisk forslag om, at mødet skulle foregå mellem de to landes ledere.
Zelenskyj skriver søndag, at Ukraine også gerne vil forberede sig på et møde imellem de to landes ledere.
Rusland og Ukraine mødtes tidligere i maj i Tyrkiet.
Det eneste spørgsmål, de to landes delegationer kunne nå til enighed om ved det møde, var udveksling af krigsfanger.
Det resulterede i den forgangne weekend i den hidtil største udveksling af krigsfanger mellem de to lande.
Efter at Donald Trump igen er blevet præsident i USA, har han presset på for en afslutning på krigen, som begyndte med Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022.
Mødet i Tyrkiet kommer dagen efter, at Ukraine angiveligt har gennemført et droneangreb på mere end 40 russiske militærfly i Sibirien.
En unavngiven efterretningskilde fra Ukraine hævder ifølge Reuters, at det er Ukraine, som har ramt flyene.
Optagelser fra luftbasen i Sibirien, som angiveligt viser de ramte fly, er ikke blevet verificeret.
/ritzau/