Herning, 21/05/2025 - 20:16
Dansk forward bomber ved VM: En af mine største oplevelser
Under landstræner Mikael Gath har Mikkel Aagaard endelig etableret sig som profil og målscorer på landsholdet.
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Han VM-debuterede som lærling under landstræner Janne Karlsson.
Efterfølgeren Heinz Ehlers så ham mest som arbejdsmand til de nederste kæder.
Men under Mikael Gath har 29-årige Mikkel Aagaard fundet sin plads på ishockeylandsholdet. Ved VM har han scoret fem gange og markeret sig som en af landsholdets store profiler.
- Jeg har fået en større rolle og er kommet længere op i hierarkiet. I starten handlede det mest om at tilpasse sig den tidligere landstræners spillestil. Det gjaldt om at acceptere den rolle, jeg havde der.
- De sidste par år har jeg fået mere ansvar og har i langt højere grad kunnet spille på den måde, jeg spiller på i min klub, siger Mikkel Aagaard.
Med til historien om det sene landsholdsgennembrud hører, at han var ude af billedet i et par år, mens han læste på et canadisk universitet og spillede ishockey på et lavere niveau.
Ikke desto mindre er Aagaard en af de spillere på det danske landshold, der har profiteret mest af, at Mikael Gath har overtaget ansvaret for landsholdet.
- Jeg har fået lov til at være mere fri i mit spil og har fået mere tillid fra træneren. Jeg er utrolig glad for at få lov til at spille med i stedet for kun at skulle arbejde og spille simpelt.
- Det bedste ved det hele er, at jeg har bevist over for mig selv, at jeg kan bidrage på det her niveau. Selvfølgelig er det vigtigste, at holdet vinder, men det er jo rigtig dejligt, at jeg også kan bidrage med nogle mål, siger Mikkel Aagaard.
Ved VM er det foreløbig blevet til fem af slagsen. Og foreløbig fremstår turneringen i Herning som et højdepunkt i frederikshavnerens ishockeyliv.
- Der har været mange andre gode turneringer og ture, men at spille et VM på hjemmebane foran venner og familie er en af de største oplevelser i min karriere, fastslår Mikkel Aagaard.
Torsdag aften skal Aagaard og landsholdskammeraterne på isen igen i kvartfinalen mod Canada.
/ritzau/