København, 16/06/2025 - 13:28
Politiagent fældede køber af pistol på samkørselsplads
To mænd er dømt for i oktober at forsøge at købe en pistol ved Vejle. Sælgeren var politiets agent.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 27-årig mand fra Aarhus-egnen røg sidste år i politiets fælde, da han forsøgte at købe en pistol på en samkørselsplads ved Vejle.
For sælgeren af pistolen var i virkeligheden politiets agent, og pistolen var uskadeliggjort.
Mandag er den 27-årige blevet idømt tre års fængsel for ulovlig våbenbesiddelse af Retten i Kolding, oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.
Sagen tog sit udspring 2. oktober 2024, hvor den 27-årige sammen med en 33-årig mand forsøgte at købe pistolen og 50 tilhørende patroner ved samkørselspladsen i Vejle.
Pistolen var en 9 mm af mærket Glock, men både den og ammunitionen var uskadeliggjort, da handlen og overdragelsen blev foretaget af en politiagent.
Da våben og penge havde skiftet hænder, anholdt NSK den 27-årige og medgerningsmanden.
I sagen er den 27-årige også dømt for et andet tilfælde af våbenbesiddelse, da politiet efter anholdelsen fandt en omdannet gaspistol og seks omdannede patroner i mandens hjem.
Straffen på tre års fængsel er en tillægsstraf, da han tidligere er dømt for et andet forhold, som retten skulle tage højde for.
Den 33-årige medgerningsmand er allerede dømt i sagen, da han valgte at tilstå.
Han forklarede, at den 27-årige havde spurgt, om han ville gøre ham en tjeneste og tjene nogle penge.
I januar blev han idømt to år og tre måneders fængsel af Vestre Landsret.
/ritzau/