København, 05/08/2025 - 16:18
FCN sender offensiv amerikaner retur til USA
Milan Iloski skal fremover tørne ud for Philadelphia Union fra den bedste amerikanske fodboldrække, MLS.
Claus Bech/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
FC Nordsjælland har solgt offensivspilleren til Milan Iloski til MLS-klubben Philadelphia Union.
Det skriver superligaklubben fra Farum på sin hjemmeside.
26-årige Iloski er for nylig ellers vendt retur FCN efter et tre måneders lejeophold i søsterklubben San Diego FC.
Her scorede Iloski på 471 minutter fordelt over 14 kampe i MLS, den bedste amerikanske fodboldrække, ti mål.
Da Iloski i sidste måned vendte tilbage til FCN, var der ellers rigeligt med roser fra fodbolddirektør i FCN, Alexander Riget.
- Nu vender han tilbage til Farum i god kampform, så han vil med det samme styrke vores offensive konkurrencesituation, og vi glæder os til at se ham igen og byde ham velkommen tilbage, sagde Riget blandt andet.
Tirsdag siger selvsamme Riget til klubbens hjemmeside, at der har været interesse for Iloski fra klubber i MLS.
- Milan havde også selv et stort ønske om at komme tilbage til USA, og da vi vurderede, at konkurrencen om startpladserne i FCN var for stor sammenholdt med planerne i transfervinduet, har vi valgt at indgå en aftale med Philadelphia Union, som er en rigtig god klub i MLS - og som i øvrigt kompenserer os på en måde økonomisk, som vi kan være overordentlig tilfredse med, siger Riget.
Præstationerne i MLS betød eksempelvis, at San Diego gerne ville hente Iloski permanent. Men det lod sig ikke gøre i sidste ende, udtalte San Diego-cheftræner Mikey Varas i sidste måned ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Iloski kom til FCN fra amerikanske Orange County i januar 2024. Det blev til 18 kampe og to mål for Farum-klubben.
I Philadelphia Union bliver Iloski holdkammerat med den tidligere Brøndby-angriber Mikael Uhre.
/ritzau/