East Rutherford, 06/07/2025 - 01:32
Real Madrid afværger kollaps og booker VM-semifinale
Borussia Dortmund var tæt på at levere et comeback med to mål i overtiden i 2-3-nederlag til Real Madrid.
Franck Fife/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Real Madrid sikrede sig sent lørdag en plads i semifinalerne ved klub-VM i USA efter en sejr over Borussia Dortmund.
Det spanske hold vandt med 3-2 efter en hæsblæsende afslutning med tre scoringer i overtiden.
Madrilenerne bragte sig foran med 2-0 inden for de første 20 minutter på scoringer fra Gonzalo Garcia og Fran García, hvilket også var stillingen, da kampuret rundede 90 minutter.
I overtiden var det alligevel tæt på at gå galt for Real Madrid, efter at Maximilian Beier fik reduceret til 1-2 for tyskerne i det 93. minut.
Indskiftede Kylian Mbappé fik genetableret Real Madrids føring minuttet senere og igen skabt lidt ro. Men kun for en stund.
Straks efter at bolden var givet op ved midterlinjen, satte Dortmund et angreb i gang, der udløste et straffespark til det tyske hold.
Real Madrids Dean Huijsen rev en modspiller ned og blev udvist, så madrilenerne måtte spille kampen til ende med ti spillere.
Samtidig udnyttede Serhou Guirassy muligheden fra straffesparkspletten og reducerede til 2-3 otte minutter inde i overtiden.
I de sidste sekunder af kampen var Dortmund tæt på en udligning, men Real Madrid-målmand Thibaut Courtois leverede en pragtredning.
Real Madrid står på onsdag i semifinaleover for Paris Saint-Germain, der tidligere på lørdagen vandt 2-0 over Bayern München. Chelsea møder i den anden semifinale det brasilianske hold Fluminense.
Finalen ved klub-VM i USA spilles på søndag i næste uge.
/ritzau/