København, 29/05/2025 - 11:49
FAKTA: Elever i udskolingen debatterer politik ved skolevalg
Til næste uge kan danske skoleelever igen deltage ved skolevalget. Undervisningsforløbet varer tre uger.
Af: /ritzau/
Allerede inden, at det næste skolevalg er udskrevet af statsminister Mette Frederiksen (S), er valget kommet til debat.
Det skyldes, at Folketingets Præsidium på forhånd har sagt, at mærkesagen "Anerkend Palæstina som selvstændig stat" ikke må være et tema ved næste års skolevalg.
Læs mere om skolevalget her:
* Skolevalg er blevet afholdt siden 2015. Det blev senest afholdt i 2024.
* Det er et tre uger langt undervisningsforløb, der er bygget op som en valgkamp, og det er den siddende statsminister, der skyder valgkampen i gang.
* Det næste skolevalg bliver udskrevet 11. januar 2026. Herefter går undervisningsforløbet i gang, og eleverne skal stemme 29. januar 2026.
* Alle skoler, som har 8. 9. og 10. klasse, kan deltage i skolevalget. Skolerne skal selv melde sig til, hvis de ønsker at deltage. Typisk deltager omkring 70.000 elever.
* Det er de partier, der er opstillingsberettigede til folketingsvalg senest den 1. juni, inden der afholdes skolevalg, som eleverne kan stemme på.
* Til skolevalget har arrangørerne og ungdomspartierne i fællesskab fundet 20-24 mærkesager, som eleverne kan vælge imellem.
* Hver mærkesag bliver præsenteret med et argument, et modargument, faktaelementer, links til hvor man kan læse mere og en talsperson, som argumenterer for mærkesagen.
* I valgets første uge skal eleverne vælge tre mærkesager, som de vil arbejde med i undervisningen.
* Først i tredje uge af undervisningen, får de at vide, om der er et politisk parti, som går ind for mærkesagen. Det skyldes, at eleverne selv skal danne sig en holdning og debattere forslagene.
* Til skolevalget er der også partilederdebatter mellem ungdomspartierne, ligesom Dansk Ungdoms Fællesråd og ungdomspartierne tilbyder at holde debatter på skolerne eller i kommunen.
* På valgdagen sætter eleverne deres kryds ved det parti, som de er mest enige med. Der afholdes også en valgfest for ungdomspartierne på Christiansborg.
* Skolevalg er arrangeret af Folketinget og Børne- og Undervisningsministeriet i samarbejde med Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).
Kilder: Skolevalg.dk, Dansk Ungdoms Fællesråd og Folketinget.
/ritzau/