København, 22/04/2025 - 07:50
FCK-træner: Vi havde sat os under pres med to nederlag
Jacob Neestrup siger, at nederlagene til Brøndby og FC Midtjylland gjorde ondt på FC København.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det var smertefuldt for FC København at tabe til rivalerne Brøndby og FC Midtjylland, og derfor var træner Jacob Neestrup tilfreds med 3-1-sejren over AGF i Superligaen.
- Vi vandt fortjent efter at have sat os selv under hårdt pres med de to nederlag i ugens løb, som gjorde ondt på os, men hvor jeg synes, at vi i begge anden halvlege lignede det hold, der var tættest på tre point.
- Men det er vores egen skyld, at vi alligevel endte med nul, siger Neestrup til klubbens hjemmeside.
Med søndagens sejr over AGF er FCK tilbage på førstepladsen i Superligaen. FCM kan dog tage duksepladsen tilbage med en sejr over FC Nordsjælland mandag aften.
Viktor Claesson, Jordan Larsson og Amin Chiakha scorede målene for FCK, mens AGF reducerede sent ved Tobias Bech. Dermed holdt FCK-keeper Nathan Trott ikke nullet.
- Vi skabte ikke så mange chancer, men til gengæld var vi effektive i afslutningerne, og vores angribere lavede tre flotte mål. Kombinationen Claesson-Jordan fungerede godt, og Amin kom også ind og scorede.
- AGF fik mere spil i anden halvleg, men vi holdt dem over hele kampen nede på halvanden chance, et hovedstød i første halvleg, som Trott reddede, og så reduceringen til sidst, som er lidt ærgerlig.
- Jeg synes, at Trott havde fortjent et clean sheet efter at have stået en god kamp, mener Neestrup.
FCK gæster AGF på søndag, inden Viborg venter ugen efter i den første af to pokalsemifinaler.
- Nu har spillerne træningsfri tirsdag og onsdag, og så gælder det om at få skadede spillere tilbage og finde kræfterne frem til de kommende uger, hvor vi igen har to kampe om ugen med de to pokalsemifinaler mod Viborg, siger Neestrup.
FCK forventer, at forsvarsspillerne Birger Meling og Kevin Diks er ude resten af sæsonen med skader, men har et håb om at få Mohamed Elyounoussi tilbage efter en skade.
/ritzau/