Singapore, 27/07/2025 - 08:59
12-årig kineser imponerer ved svømme-VM
Yu Zidi kan blive den yngste VM-medaljevinder i 89 år. Søndag svømmede hun sig i semifinalen.
Lee Jin-Man/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En pige på bare 12 år stjal opmærksomheden, da langbane-VM i svømning blev indledt natten til søndag dansk tid.
Kineseren Yu Zidi formåede at svømme sig videre fra de indledende heats til semifinalerne i kvindernes 200 meter medley, selv om hun er endnu stærkere i andre discipliner.
Den 12-årige kineser satte den 15.-bedste tid på tværs af de indledende heats, selv om de fleste konkurrenter er i nærheden af ti år ældre. Den 21-årige dansker Clara Rybak-Andersen satte 20.-bedste tid og er ikke videre.
Yu Zidi regnes som et af sportens største talenter, og hun svømmer hurtigere, end det nu 18-årige stjerneskud Summer McIntosh gjorde i samme alder. Søndag svømmede McIntosh sig videre i næstbedste tid i disciplinen.
Det var ved de kinesiske mesterskaber i maj, at Yu Zidi for alvor gjorde opmærksom på sig selv ved at vinde guld i 400 meter medley og 200 meter butterfly. De discipliner deltager hun også i ved VM.
Hun er i spil til at lave et opsigtsvækkende resultat. Formår hun at ende på podiet i en af disciplinerne, kan hun blive den yngste medaljevinder i et langbane-VM siden 1936.
Ved VM i 2015 blev en tiårig svømmer fra Bahrain udtaget, og det fik World Aquatics til at indføre en VM-aldersgrænse på 14 år. Man kan få dispensation til at deltage ved at svømme hurtigere end de internationale kvalifikationskrav, og det formåede Yu Zidi.
Hun bliver 13 år 16. oktober.
/ritzau/