Uppsala, 29/04/2025 - 18:44
Flere personer såret efter muligt skyderi i svensk by
En større politiaktion er i gang i den svenske by Uppsala. Svensk medie skriver, at flere er dræbt.
Af: /ritzau/
Flere personer er tirsdag blevet fundet såret i den svenske by Uppsala med skader, der tyder på, at de er blevet ramt af skud.
Det oplyser svensk politi i en erklæring på politiets hjemmeside.
Ifølge det svenske medie Expressen er flere mennesker blevet dræbt. Oplysningen er ikke bekræftet af svensk politi.
Politiet oplyser, at man havde modtaget opkald fra borgere, der fortalte, at de havde hørt høje brag, der lød som skud i byens centrum. Det fik politiet til at rykke talstærkt ud.
Det første alarmopkald kom lidt efter klokken 17, skriver det svenske nyhedsbureau TT.
- Vi leder efter sårede i området, efter at vi har modtaget flere opkald fra folk om, at de har hørt brag i området. Det er, hvad vi kan sige på nuværende tidspunkt, siger Magnus Klarin, talsperson for politiet, ifølge SVT.
Politiet har afspærret et større område omkring Vaksala torv, og en efterforskning er i gang på stedet, lyder det.
En politihelikopter deltager også i arbejdet. Ifølge svenske Aftonbladet er politiet på jagt efter en mistænkt gerningsmænd, der forlod stedet på et elektrisk løbehjul.
SVT har talt med flere vidner på stedet, der hævder at have hørt flere skud.
Et anonymt vidne siger til det svenske medie, at vedkommende hørte fem skud og så folk løbe i forskellige retninger og gemme sig.
Togforbindelserne til og fra Uppsala blev midlertidigt afbrudt, skriver SVT.
Uppsala ligger i det østlige Sverige godt 60 kilometer nord for hovedstaden Stockholm.
/ritzau/