Hongkong, 27/11/2025 - 06:53
Knap 300 er fortsat savnet dagen efter dødsbrand i Hongkong
Kinas præsident, Xi Jinping, har afsat 1,8 milliarder til Røde Kors-indsats efter større brand i Hongkong.
Tyrone Siu/Reuters
Af: /ritzau/
En større brand i flere boligblokke i Hongkong er torsdag fortsat aktiv, efter at den onsdag kostede mindst 44 personer livet.
279 personer er fortsat meldt savnet.
Ifølge BBC har myndigheder i Hongkong oplyst, at branden er under kontrol.
Mediets journalist på stedet siger torsdag dog, at store røgfaner stadig kan ses i området, og at der i boligblokkene kan ses flere mindre brande.
Bygningerne ligger i Tai Po-distriktet i den nordlige del af Hongkong. De seneste billeder fra området viser, at redningsarbejdet stadig er i gang.
Ifølge BBC er omkring 900 borgere blevet evakueret, og man leder fortsat efter de knap 300 savnede personer.
Kinas præsident, Xi Jinping, har ifølge mediet CNN afsat to millioner yuan - omkring 1,8 milliarder kroner - til Røde Kors' nødhjælpsindsats efter branden.
Pengene vil blive brugt til nødhjælp og humanitær assistance i forbindelse med branden, lyder det ifølge CNN fra Røde Kors' kinesiske afdeling.
Præsidenten har tidligere også kondoleret til Hongkong, som er et delvist selvstændigt styre under Kina.
Også Taiwans præsident, Lai Ching-te, har torsdag udtrykt medfølelse med Hongkong efter den voldsomme brand.
- Lad os i dette øjeblik samles og bede for Hongkong. Jeg sender mine kondolencer til alle Hongkong-venner, der mistede livet i den her katastrofe, og til deres familier, lyder det i et opslag på X.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters har politiet i Hongkong oplyst, at bygningerne var dækket med en form for beskyttelsesnet og plastik, som muligvis ikke lever op til reglerne på området.
Politiet har også opdaget, at nogle af vinduerne i en bygning, der ikke blev berørt af branden, var forseglet med et særligt skummateriale. Det skal være blevet installeret af et byggefirma, der udførte flere års vedligeholdelsesarbejde.
- Vi har grund til at tro, at firmaets ansvarlige parter har udvist grov uagtsomhed, som førte til denne ulykke og fik branden til at sprede sig ukontrolleret, hvilket resulterede i store tab af menneskeliv, siger politiinspektør Eileen Chung.
Tre mænd fra virksomheden er blevet anholdt under mistanke for manddrab. Der er ifølge Chung tale om to direktører og en ingeniørkonsulent.
/ritzau/




