København, 27/11/2025 - 08:00
Vild med dans-stjerne bliver vært ved Bodilprisen
Skuespillerne Sofie Jo Kaufmanas og Julie Rudbæk skal guide publikum igennem aftenen, når Danske Filmkritikere hylder det forgangne års bedste film.
Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus
Når Bodilprisen afholdes for 79. gang, bliver det første gang med skuespillerne Sofie Jo Kaufmanas og Julie Rudbæk som værter.
Det annoncerer Danske Filmkritikere, som står bag Bodilprisen, i en pressemeddelelse.
- Begge skuespillere er udstyret med stærke funny bones, et skarpt satirisk blik på omverdenen og et stort charmerende nærvær, lyder det fra forperson Nanna Frank Rasmussen.
Julie Rudbæk, som senest har kunnet ses i "Vild med dans" på TV 2, og Sofie Jo Kaufmanas kalder det en kæmpe ære at stå i spidsen for filmfesten, som løber af stablen 7. marts på Folketeatret i København.
Selv om det er første gang, de skal stå i spidsen for Bodilprisen, har de arbejdet sammen før. Blandt andet i Xee-serien "29" og filmen "Elsker dig for tiden", som Julie Rudbæk har lavet sammen med makkeren Jesper Zuschlag.
- Vi glæder os helt vildt til at hylde og fejre dansk film, og vi vil gøre vores allerbedste for at skabe en både sjov og festlig aften, siger de samstemmigt i pressemeddelelsen.
Der skal uddeles 13 statuetter til Bodilprisen, som er opkaldt efter de to danske skuespillere Bodil Kjer og Bodil Ipsen, herunder til Bedste Film, Bedste Hovedrolle og Bedste Birolle.
De nominerede afsløres til januar.
Sidste år indførte Danske Filmkritikere kønsneutrale statuetter, fordi kunstneriske præstationer på ingen måde er afhængige af køn, lød det.
Bedste Mandlige Hovedrolle og Bedste Kvindelige Hovedrolle blev fusioneret til Bedste Hovedrolle. Det samme blev birollekategorierne.
Samtidig blev der indstiftet en ny pris for Bedste Ensemble, der hylder de skuespillerhold, der i fællesskab har skabt en stærk filmoplevelse og løftet fortællingen gennem samspillet på lærredet, lød det.
Lars Ranthe modtog to statuetter sidste år.
Han blev belønnet med en Bodil for Bedste Hovedrolle for sin præstation i "Fuld af kærlighed", og så blev han, Stine Stengade, Viilbjørk Malling Agger, Ella Paaske og Luca Uhde Jacobsen kåret som Bedste Ensemble for dramafilmen.
Den nye struktur skal evalueres i 2028.
/ritzau/




