København, 02/05/2025 - 12:30
Hus Forbi-sælgere bliver skattefritaget for at fremtidssikre avisen
Fritagelse for skat af indtægter skal være incitament til, at Hus Forbi-sælgere går over til digital betaling.
Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
For at sikre hjemløseavisen Hus Forbis fremtid bliver indtægterne fra salg af avisen fremover fritaget for skat og modregning i sociale ydelser.
Det er en del af en ny politisk aftale, som et bredt flertal i Folketinget samt Danske Bank og foreningen Hus Forbi er blevet enige om. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet.
- Vores mest udsatte borgere skal mødes med værdighed. Hus Forbi er ét af
de tilbud, som giver sårbare mennesker et formål og en grund til at stå op
om morgenen. Det skal vi værne om, siger erhvervsminister Morten Bødskov (S).
Skattefritagelsen af indtægterne for sælgerne kommer til at gælde op til en årlig beløbsgrænse på 42.766 kroner.
De skattemæssige fordele skal fungere som et incitament til, at Hus Forbi-sælgerne lader sig identificere over for Danske Bank, så de kan sælge avisen gennem betalingsløsningen MobilePay.
I dag foregår syv ud af ti Hus Forbi-salg nemlig gennem MobilePay.
Og det har givet problemer for Hus Forbi-sælgerne.
Ny lovgivning mod hvidvask og terrorfinansiering betyder, at Danske Bank, der står bag MobilePay, skal kunne identificere den enkelte bruger.
Men ikke alle sælgere har deres egen konto. Derfor har det tidligere været muligt at blive betalt via MobilePay uden at have MitID eller pas, fordi sælgerne kunne få et særligt udbetalingskort.
Med de nye incitamenter forsvinder ordningen med et særligt udbetalingskort. Det ventes at ske 1. januar 2026, når den nye lovgivning er blevet vedtaget og implementeret.
Derfor indeholder den politiske aftale også et milliontilskud til Hus Forbi-foreningen, der blandt andet skal gå til "et setup, hvor de kan hjælpe de hjemløse med at identificere sig hos banken".
Tilskuddet lyder på seks millioner kroner i 2025, fire millioner i 2026, halvanden million kroner i 2027 til 2030 og en millioner kroner varigt efterfølgende.
Derudover vil Danske Bank støtte Hus Forbi med op til 1,3 millioner kroner, så Hus Forbi-sælgerne hurtigt kan få en konto hos banken.
Hos Hus Forbi kaldes den nye aftale for "både historisk og principiel".
- Den sikrer ikke blot, at sælgere af Hus Forbi fortsat kan modtage digital betaling, men anerkender også, at mennesker i hjemløshed og udsatte positioner har ret til at være en del af det moderne samfund, siger sekretariatsleder Lærke Demant-Ladefoged i pressemeddelelsen.
Hus Forbi har cirka 4000 registrerede sælgere, hvoraf omkring 1000 er aktive. De fleste hører til i hovedstadsområdet.
En avis koster 50 kroner. Den ene halvdel går til sælgeren, den anden halvdel går til Foreningen Hus Forbi.
/ritzau/