København, 27/07/2025 - 15:11
Meta slukker snart for politiske annoncer i EU-lande
Til oktober trækker Meta politiske annoncer fra sine platforme i EU-lande på grund af ny lovgivning.
Annegret Hilse/Reuters
Af: /ritzau/
Politiske annoncer vil fra oktober ikke længere optræde på Facebook og Instagram i lande indenfor EU.
Det oplyser ejeren af de to platforme, Meta, i en pressemeddelelse.
Derudover vil annoncer, der beskæftiger sig med "sociale mærkesager" også blive fjernet fra platformene.
Meta selv beskriver det som "følsomme emner, der diskuteres kraftigt, og som kan have indflydelse på resultatet af et valg eller resultere i/relatere til aktuel eller foreslået lovgivning".
Ifølge Meta er beslutningen truffet på baggrund af nyindført EU-lovgivning, som regulerer politiske annoncer.
EU-lovgivningen omhandler politiske annoncer og forkortes TTPA. Den har til formål "at bidrage til et velfungerende indre marked for politisk reklame og understøtte en åben og fair politisk debat", lyder det i EU's resumé af forordningen.
Meta mener, at lovgivningen efterlader en lang række forpligtelser til Metas annoncer, som de ikke mener tilstrækkeligt kan varetages.
Selv om annoncerne fjernes i EU, holder Meta fast i vigtigheden af online politisk annoncering, lyder det i pressemeddelelsen.
Det vil stadig være muligt for politikere at lave opslag på Metas platforme, så længe det ikke sker gennem annoncering.
At Meta fjerner de politiske annoncer kan potentielt påvirke valgdeltagelsen ved folkevalg. Det vurderer professor ved Institut for Kommunikation ved Københavns Universitet Vincent Hendricks.
- Politiske annoncer kan minde folk om, at der er valg. Særligt når der er tale om valg, som ikke har samme bevågenhed som eksempelvis et folketingsvalg.
De manglende politiske annoncer kan potentielt også blive et problem for mindre velkendte politikere og partier, vurderer Vincent Hendricks.
- De politikere, der i forvejen er store på sociale platforme, kommer ikke til at mærke ændringen nævneværdigt.
- Men det kan være, at mindre velkendte politikere eller partier, som ikke har den store opmærksomhed på sociale platforme, kan komme i vanskeligheder ved det, vurderer Vincent Hendricks.
Den nye lov om politisk annoncering i EU træder i kraft 10. oktober 2025.
/ritzau/