Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 25/07/2025 - 13:26

Efter over to årtier: Kendt radiovært rykker fra DR til Podimo

Adam Holm forlader DR med kærlighed og gode minder. Han sender sidste afsnit af sit radioprogram i begyndelsen af august.

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Af: Af Simone Gisselmann Elfving, Ritzau Fokus

Efter mere end 20 år hos Danmarks Radio er det blevet tid til at prøve noget nyt for den garvede vært Adam Holm.

I hvert fald rykker han nu fra public service-stationen og over til konkurrenterne hos Podimo.

Her skal han lave ugentlige podcasts med historie som omdrejningspunkt.

Det skriver han ifølge Ekstra Bladet i et opslag på Facebook.

- Jeg forlader DR med kærlighed i sindet og gode minder. Det lyder sikkert patetisk, men jeg har været knejsende stolt og kisteglad for at tjene P1 og DR2, skriver han ifølge mediet og tilføjer:

- Jeg var først til sinds at afvise bejleren, sådan som jeg har gjort ved et par tidligere lejligheder med andre tilbud, men denne gang var der noget, som fristede ekstraordinært.

I øjeblikket kan man høre Adam Holms stemme, hvis man lytter til radioprogrammet "Kampen om historien". Med værtens opsigelse lukkes programmet, og han sender sidste afsnit 5. august.

Tidligere har man blandt andet kunnet opleve ham som vært på DR 2-programmet "Deadline".

Men nu er det altså slut med DR, og Adam Holm fortæller, at det var Podimos indholdsansvarlige redaktør, Nikolaj Koppel, der i sidste ende overtalte ham til at give DR sin opsigelse efter over to årtier.

Han går i luften med sit nye historieprogram til betalingsmediet i det tidlige efterår, skriver han på Facebook.

/ritzau/

København, 26/07/2025 - 08:00

Bubber om fald: Jeg måtte kravle efter mikrofonen

Emil Helms/Ritzau Scanpix

Et fald fra et dødshjul og brækkede ankler i manegen. Sprechstallmeister Bubber holder sig til mikrofonen i Cirkus Arena.

Det er ikke ufarligt at have artister hængende fra loftet i deres eget tandsæt eller en ballerina balancerende adskillige meter over jorden på en line.

Det har Bubber, der i øjeblikket styrer løjerne i Cirkus Arena som sprechstallmeister, bevidnet.

- Det er med livet som indsats. Artisterne er alle sammen i familie med nogle cirkusfolk, der er døde, eller som der har fået bidt armen af af en løve eller har brækket lemmer, siger den 60-årige tv-vært og mediepersonlighed.

Han har selv været vidne til flere forstuvninger på det knoldede underlag.

- Vi er på nyt græs hver dag, hvor der kan være huller, som danserne falder ned i, siger han.

Men til tider ender det også endnu værre, fortæller Bubber.

Han husker særligt en episode, før han selv blev sprechstallmeister, hvor det gik galt med det såkaldte dødshjul, der stadig er på programmet i Cirkus Arena.

- Det er en balanceakt, der er ret uhyggelig. En danser falder på hjulet og kommer slemt til skade. Det ender med at gå rigtig galt, fortæller Bubber.

Ulykken skete i 2013 umiddelbart efter åbningsnummeret foran omkring 800 publikummer.

Ifølge Bubber står artisterne i cirkus selv for deres egen sikkerhed.

- Jeg har en enorm respekt for dem, der risikerer deres liv. Vi har sikkerhedsliner og net, hvor det kan lade sig gøre, siger han.

Han sammenligner cirkusfaget med sportsbranchen, hvor der er sket ulykker på racerbanen og i bokseringen.

- Al elite er opslidende. De fleste af de mennesker, der dyrker deres krop, er færdige som 30-årige. Den bliver gal med nakken, gigten kommer og så videre.

- Det er ikke for tøsedrenge - en kategori, jeg tilhører, fortæller Bubber grinende.

Selv om han holder sig fra badutspring, har han også oplevet, hvordan det kan gå galt. Men det tilhører småtingsafdelingen, understreger han.

- Sidste år sprang jeg ned fra manegekanten og vrikkede om. Jeg måtte kravle hen til mikrofonen. Det var lige, da Joe Biden (USA's daværende præsident, red.) også var skvattet. Jeg syntes, at det var så pinligt, kan jeg huske, siger Bubber.

Men han har familien med til at heppe på sig. Også når det går galt.

Fra sit første ægteskab har han tre voksne børn.

Sammen med hustruen Signe Rossing har han to små børn.

- Min kone sidder og griner ad klovnen hver aften. Og de to små på fem og to har set showet 25 gange allerede i år, fortæller Bubber.

De fleste artister er vokset op i cirkusfamilier, hvor mor, far eller onkel også var artist. Og noget af det samme er ved at ske i Bubbers egen familie, fortæller han.

Bubbers femårige søn, Alfred, er nemlig begyndt at lufte ønsket om selv at blive cirkusartist.

- Vi talte om det så sent som i dag faktisk!, siger han.

Men selv om Bubber har set, hvor galt det kan gå for artisterne, vil han ikke stå i vejen.

- Jeg vil ikke forbyde det. Han må gøre, hvad han vil, bare han bliver glad, siger Bubber.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 25/07/2025 - 16:05

Danske stjerner i opråb: Vi har en pligt over for Gazas folk

Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Over 1000 musikere kræver dansk handling i Gazakrigen. Medunderskriverne Ole Kibsgaard og Kira Skov fortæller, hvorfor de stempler ind i debatten.

Det har intet med politik at gøre, når over 1000 musikere i et åbent brev kræver, at den danske regering skal gøre mere for at stoppe krigen i Gaza.

Sådan lyder det samstemmende fra de to medunderskrivere sangerinden Kira Skov og multiinstrumentalisten og musikproduceren Ole Kibsgaard.

- Den her konflikt har jo stået på i over 100 år, og for mig at se handler det ikke længere om politik. Det handler om vores medmenneskelighed. Vi er vidner til krigsforbrydelser uden at reagere, siger Kira Skov og tilføjer:

- Jeg appellerer ikke til den her sag på et politisk plan, jeg gør det på et humanitært plan. Jeg ser de her mennesker, der har mistet alt, og det har vi pligt til at forholde os til.

Hun retter sammen med blandt andre sangerne Mø og Michael Falch henvendelse til statsminister Mette Frederiksen, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og forsvarsminister Troels Lund Poulsen samt Folketinget i et åbent brev, der er blevet bragt på forsiden af Information fredag.

Heri stiller musikfolkene fem krav. De kræver blandt andet, at Palæstina skal anerkendes som stat, at al våbenhandel med Israel skal stoppes, og at Gazas sårede befolkning skal bydes velkommen i Danmark.

Med brevet tilslutter en stor del af musikbranchen sig de 200 forfattere og de 600 filmfolk, der i Politiken har stillet lignende krav.

Og ligesom Kira Skov er også Ole Kibsgaard fortvivlet over situationen i Gaza.

- Jeg ved godt, at det at 1000 danske musikere skriver under på et brev ikke er noget, der holder hverken den israelske eller danske regering vågen om natten, men al protest skal starte et sted. Det er måske en dråbe i havet, men jeg føler, at jeg har en pligt til at sige fra, og det gør jeg ud fra min egen retfærdighedssans, siger han.

- Jeg føler et ansvar for de uskyldige mennesker, der tilfældigvis er født et sted, hvor de pludselig står midt i en krig. Og hvis ikke vi privilegerede mennesker i Danmark skulle råbe stop over for de uhyrligheder, der foregår, hvem skulle så?

Den danske multiinstrumentalist understreger, at han er et meget "upolitisk" menneske, og at han reagerer, fordi han ikke ville kunne se sig selv i øjnene, hvis han undlod at sige fra over for den historie, der er ved at blive skrevet.

De to musikere har valgt at skrive under på brevet, fordi de mener, at der er behov for, at så mange som muligt går ind i debatten.

Det er på trods af, at det kan have konsekvenser, når man blander sig i så betændt en debat, som krigen i Gaza er en del af.

- Jeg bliver tillagt alle mulige holdninger, som jeg ikke har. Jeg er for eksempel blevet kaldt en Hamas-syg, antisemitisk homofob. Og det er jeg på ingen måde. Jeg lægger på det kraftigste afstand til den terrorhandling, der blev udført 7. oktober af Hamas, men det legitimerer ikke alt det, der efterfølgende er sket, siger sangerinden Kira Skov.

Ole Kibsgaard frygter ikke de potentielle konsekvenser, det kan udløse, at han har skrevet under på brevet.

- Hvis der er nogen, der ikke vil hyre mig, fordi jeg synes, at det er frygteligt, at uskyldige kvinder og børn sulter og tørster ihjel, så har jeg alligevel ikke brug for at spille det sted, men det tror jeg ikke, at der er, siger han og tilføjer:

- Jeg tror, at det, jeg skriver under på, og det, som jeg taler for, er almindelig medmenneskelig fornuft.

FN-organisationer advarer i øjeblikket om udbredt sult i Gaza, og senest onsdag opfordrede over 100 organisationer i en fælles erklæring til våbenhvile, samt at Israel åbner grænserne, så tilstrækkelig med nødhjælp kan komme ind.

Ifølge de palæstinensiske sundhedsmyndigheder har over 59.000 palæstinensere mistet livet siden Hamas' angreb på Israel 7. oktober 2023, hvor 1219 israelere blev dræbt, og over 200 gidsler blev taget med til Gaza.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 26/07/2025 - 08:00

FAKTA: Vær myreflittig med støvsugeren

* Støvsugning fjerner madrester, støv og æg fra skadedyr, der ellers kunne få frit spil.

* Sørg for at støvsuge frem for at vaske gulvet, da fugt skaber gode levevilkår for insekter.

* Støvsug også skuffer og skabe grundigt. Det gælder særligt i sprækker og revner.

* Hvis du vil være sikker på, at dyrene ikke lever videre i støvsugeren, kan du skifte posen eller fryse den i et par dage.

* Gift betragtes som sidste udvej. Hvis problemet med skadedyr er omfattende, kan du kontakte en professionel skadedyrsbekæmper.

Kilde: Miljøstyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 26/07/2025 - 08:00

Hold sensommerens insektplager ude af dit hjem

Wolfram Steinberg/Ritzau Scanpix

Det vrimler typisk med insekter i august. Undgå ubudne gæster som hvepse, flyvemyrer og skægkræ med enkle råd om rengøring, papkasser og insektnet.

Solen varmer stadig i august, og aftenerne inviterer til åbne vinduer og hyggestunder på terrassen.

Men med varmen følger også en række små, uønskede gæster.

Flere insektarter har nemlig formeret sig hele sommeren og er mangedoblet i antal. Og det kan godt være svært at holde dem væk fra huset.

Det fortæller formand for brancheforeningen for skadedyrsfirmaer Claus Schultz, der her giver et par råd til, hvad du selv kan gøre.

Ifølge ham giver en lun vinter og en varm forsommer gode betingelser for insekterne.

- I skadedyrsbranchen kalder vi det en god insektsommer, fordi vi har masser af hvepse, myrer og andre insekter. Men i de enkelte hjem kan man af gode grunde godt blive generet af insekterne, siger han og tilføjer, at august som regel er højsæson for hvepse.

- Det er gedehamse, der generer os om sommeren, og de tilhører familien af hvepse.

Han forklarer, at en gedehams i modsætning til en bi kan stikke flere gange, fordi gedehamsens brod ikke har modhager. Når en bi stikker, sidder brodden fast i huden og bliver revet af, når bien flyver væk, og så dør den.

- Gedehamse er territoriale. De angriber, hvis man nærmer sig eller kommer til at ryste deres bo, siger han.

Derfor bør du, hvis du har planer om at bruge hvepsespray eller fjerne et bo, sørge for at være godt dækket til på krop, hænder og ansigt.

Det er også en god idé på forhånd at have en plan for din flugtrute, hvis noget skulle gå galt undervejs.

Hvis du får uventet besøg af gedehamse, er der noget, du selv kan gøre med det samme.

- Man kan prøve at fylde noget sødt som frugtsaft eller marmelade i en halv liters sodavandsflaske og placere den i hækken. Duften af den søde ingrediens tiltrækker hvepsene, der bliver fanget i flasken, siger Claus Schultz.

Inden du kommer de søde ingredienser i, skal du skære flaskens øverste del af og vende den omvendt ned i flasken, så mundingen peger nedad.

Andre ubudne gæster er flyvemyrer og myrer, som ikke er farlige, men det kan være generende, hvis et stort antal invaderer hjemmet.

Flyvemyrer kommer frem i løbet af sommeren for at parre sig.

- Hannerne dør efter parring, mens dronningerne bider deres egne vinger af og kravler ned i jorden for at lægge æg, der bliver til arbejdsmyrer, siger Claus Schultz.

- Hvis du oplever, at du har flyvemyrer indendørs, kan du ofte løse problemet ved blot at åbne vinduet eller døren. Så flyver de selv ud.

Men er det ikke nok, kan du overveje at tage en tur med støvsugeren. Det kan være en god idé at smide støvsugerposen ud med det samme, så de ikke flyver ud igen.

Et insekt, der er lidt sværere at komme af med, er skægkræ. Men der er noget vigtigt, du selv kan gøre.

- Skægkræ kommer ofte ind i vores hjem gennem flyttekasser og papkasser, når man får leveret pakker, siger han og uddyber:

- Man skal altså undgå at bringe papkasser og bølgepap med ind i hjemmet. Tøm i stedet papkassen udenfor, og smid den i en container med det samme.

Hvis du har papkasser eller papemballage i hjemmet, skal du også skille dig af med dem.

Du kommer også langt med grundig rengøring. Ifølge Miljøstyrelsen er det bedre at støvsuge end at vaske gulvet, da insekter elsker fugt.

- Det samme gælder, når man skal rengøre skabe. Undgå for meget fugt, og hold fladerne tørre, siger Claus Schultz.

- Hvis man har kogt noget pasta, kommer der mere fugt i hjemmet, og så er det vigtigt at få luftet ud.

Han vurderer desuden, at det kan være en god idé at få installeret insektnet i hjemmet, hvis det er en mulighed. Så kan der luftes ud uden at bekymre sig om insekter.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek