København, 24/06/2025 - 18:58
Tauson og makker smider lovende føring og taber
Clara Tauson og hendes taiwanske makker er færdig i double ved ATP 500-turneringen i Bad Homburg.
Andrew Boyers/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Clara Tauson var sammen med sin makker Hao-Ching Chan godt på vej mod en doublesejr ved ATP 500-turneringen i Bad Homburg tirsdag aften, men måtte se sig slået af Ellen Perez og Lyudmyla Kichenok.
Den dansk-taiwanske tennisduo vandt første sæt og var foran med et servegennembrud i andet sæt. Men det endte med australsk-ukrainsk sejr efter en såkaldt match-tiebreak.
Perez og Kichenok vandt 4-6, 6-4, 10-7 og er klar til semifinalen.
På papiret var Tauson og Chan ikke favoritter og måtte da også kæmpe noget mere for pointene i egne servepartier end modstanderne.
Men bunkevis af store fejl fra australske Ellen Perez hjalp den dansk-taiwanske duo til at skrabe de nødvendige breakbolde til sig i den første del af kampen.
Tauson og Chan brød modstanderens serv til 5-4 i første sæt, hvor Clara Tauson som vanligt havde vist stor styrke med sin tunge serv.
Generelt var der ret stor forskel på, om Clara Tauson fik sin førsteserv i spil eller ej. Perez og Kichenok havde helt tydeligt en bedre forståelse for hinanden end Tauson og Chan, men havde meget svært ved danskerens førsteserver.
I andet sæt brød Tauson og Chan til 3-2, og den danske tennisspiller så ud til at nyde samarbejdet med sin taiwanske makker.
Chan er da også en særdeles dygtig doublespiller. I øjeblikket er hun nummer 20 på verdensranglisten i double og har tidligere været oppe som nummer fem.
Hverken hun eller Tauson kunne dog gøre noget ved, at Kichenok og Perez brød tilbage til 4-4 og senere igen tog sætsejren med et nyt break.
Dermed skulle kampen afgøres i match-tiebreak, hvor Tauson og Chan tidligt kom bagud med to servegennembrud. Det kom de aldrig tilbage fra, og så vandt Kichenok og Perez.
Clara Tauson kan rejse sig onsdag, hvor hun i single skal møde russiske Mirra Andreeva i den sidste kamp på turneringens største bane - tidligst 17.30.
/ritzau/