København, 25/07/2025 - 22:39
Messi får karantæne for at sidde over i All-Star-kamp
Lionel Messi og Jordi Alba får karantæne, fordi de sad over i All-Star-kamp uden at have fået godkendelse.
Vincent Carchietta/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den argentinske superstjerne Lionel Messi er ikke med, når Inter Miami natten til søndag dansk tid møder Cincinnati i MLS-ligaen.
Messi er blevet tildelt en spilledags karantæne, fordi han onsdag sad over i en MLS All-Star-kamp uden at være skadet.
Samme straf overgår hans holdkammerat Jordi Alba for samme forseelse.
Ifølge MLS havde hverken Messi eller Alba fået godkendelse til at sidde over.
- Ifølge ligaens regler er enhver spiller, der ikke deltager i All-Star-kampen uden forudgående godkendelse fra ligaen, ikke berettiget til at spille i deres klubs næste kamp, lyder det i en erklæring fra MLS ifølge Reuters.
Inter Miami-træner Javier Mascherano har forklaret, at Messi har hvilet i denne uge.
- Hør her, spillere har altid ubehag, især når de spiller hver tredje dag, har træneren sagt til ESPN.
Ifølge Inter Miami-medejer Jorge Mas, er Messi "meget ked af det" over ligaens beslutning.
Mas håber ikke, at det får konsekvenser for muligheden for at forlænge aftalen med Messi, der har udløb ved udgangen af 2025.
- Vil det få en indflydelse på hans opfattelse af ligaen og dens regler? Uden tvivl. Han vil gerne deltage i betydende kampe, siger Mas ifølge AFP.
Messi har ikke ligget på den lade side denne sommer. Regner man præcis to måneder tilbage, har den 38-årige stjerne spillet 14 kampe i den periode.
I de to måneder har han spillet MLS, og Inter Miami fik desuden fire kampe ved VM for klubhold. Messi har derudover spillet to VM-kvalifikationskampe for Argentina.
I 2025 er han i 18 MLS-kampe noteret for 18 mål og 10 assister.
/ritzau/