København, 02/08/2025 - 12:36
Den tidligere landsholdsspiller Jores Okore stopper karrieren
I en alder af 32 år har den tidligere landsholdsstopper Jores Okore indstillet sin aktive karriere.
Carl Recine/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Jores Okore har indstillet sin aktive karriere for at blive hjælpetræner i Ledøje-Smørum.
Den siger den tidligere landsholdsspiller til Danmarksserieklubbens hjemmeside.
- Jeg kan begynde at mærke, at det kræver mere og mere af mig, og med de skader, jeg har haft, så var det måske på tide.
- Jeg har to børn - en på to år og en på et halvt år - så jeg vil også gerne være familiefar. Der er meget rejseri som fodboldspiller, og jeg følte, at tiden var kommet for mig, siger Okore.
32-årige Okore spillede sin seneste klubkamp for B93 i 1. division i december 2024.
Forinden sit ophold i Østerbro-klubben havde han tilbragt tre år i kinesiske Changchun Yatai, som han tog til efter sin tid i AaB og en mindre god sæson hos FC København.
Seniorkarrieren blev indledt i FC Nordsjælland, som han var med til at gøre til mester i 2012 og efterfølgende spillede Champions League med.
Succesen i den første del af karrieren indbragte ham et skifte til Aston Villa, som han repræsenterede 47 gange, heraf langt størstedelen i Premier League.
Okore debuterede for det danske A-landshold i 2011 under Morten Olsens ledelse og spillede tre år senere den sidste af sine otte landskampe. Han var en del af EM-truppen i 2012, men fik ingen spilletid.
/ritzau/