Maui, 30/07/2025 - 10:30
Tsunamibølger rammer Hawaii efter jordskælv ud for Rusland
Efter kæmpe jordskælv ud for russisk halvø er flere lande i alarmberedskab. På Hawaii rammer bølger onsdag.
-/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Tsunamibølger er onsdag begyndt at ramme Hawaii.
Sådan lyder det i en opdatering fra Pacific Tsunami Warning Center ifølge BBC, efter at et stort jordskælv ramte ud for Rusland natten til onsdag dansk tid.
Guvernør Josh Green sagde indledningsvist, at Hawaii endnu ikke var blevet ramt af bølger med større følgevirkninger.
Men det ville ifølge Green vare nogle timer, inden man i den amerikanske delstat ville kunne melde, at faren er drevet helt over.
Havne er blevet lukket, og skibe med kurs mod Hawaii skal blive på havet, skriver nyhedsbureauet dpa.
Alle fly til og fra Maui, som er den næststørste ø i Hawaii, er aflyst, siger Green ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Omkring klokken 09.30 dansk tid meldte Pacific Tsunami Warning Center, som er et af USA's to tsunamivarslingscentre, at bølger med en højde på op mod 1,7 meter ramte de hawaiianske øer.
En række lande med kyst ud mod Stillehavet er onsdag i alarmberedskab efter et kraftigt jordskælv ud for den russiske halvø Kamtjatka. Det gælder blandt andet for dele af USA, Japan, Rusland, Ecuador, Chile og andre steder.
Skælvet ramte omkring klokken 01.30 dansk tid med en styrke på 8,8 og en dybde på cirka 20 kilometer.
Det er registreret som det sjette kraftigste nogensinde.
Borgere i Hawaii var blevet varslet om, at de skulle søge væk fra kyster og mod højtbeliggende områder, inden bølgerne ramte.
De har også kunnet søge op til fjerde etage eller højere op i bygninger. Sådan lød opfordringen fra blandt andre Rick Blangiardi, som er borgmester i Hawaiis største by, Honolulu.
Lignende advarsler er kommet fra Josh Green.
- Folk skal ikke - og jeg siger det igen - de skal ikke, som vi har set tidligere, blive ved kystlinjen og sætte deres liv på spil blot for at se, hvordan en tsunami ser ud, har han ifølge nyhedsbureauet AFP sagt.
Ved 10-tiden dansk tid er de første tsunamibølger begyndt at ramme Californien. Der er også blevet meldt om, at bølger har ramt i Japan og i områder i Rusland.
/ritzau/