Liverpool, 19/04/2025 - 18:04
City slider sig til sejr over Everton med sene scoringer
To scoringer i de sidste minutter skaffede Manchester City en 2-0-sejr på udebane over Everton.
Jason Cairnduff/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det lignede længe en 0-0-kamp, men til sidst dukkede først unge Nico O'Reilly og efterfølgende Mateo Kovacic op og sikrede Manchester City en 2-0-sejr på udebane over Everton i Premier League.
Forinden var ellers gået en kamp, hvor de gæstende stjerner ikke havde haft meget at byde på.
Everton stod godt på banen og voldte City problemer. Gæsterne spillede og spillede, men uden at skabe noget. Lige indtil de sidste minutter.
I 84. minut strakte 20-årige O'Reilly sig forrest på et fladt indlæg og bragte gæsterne i front.
Det sendte værterne længere frem på banen, og i kampens tillægstid udnyttede indskiftede Kovacic det, da han glidende sendte bolden i kassen fra kanten af feltet.
Sejren betyder, at City holder fast i en plads blandt de fem øverste, som giver Champions League-adgang i næste sæson.
Everton ligger længere nede i tabellen og har et godt stykke både til nedrykning og europæisk fodbold.
Manchester City åbnede meget på bolden, men ligesom mange andre gange i sæsonen var det en offensiv uden meget saft og kraft, som de forsvarende mestre havde sendt på banen.
Everton havde mest fokus på at holde gæsterne væk fra scoringer og investerede ikke meget i spillet i den anden ende af banen.
Et sidebytte hjalp ikke på spillet for Manchester City. Derimod fik Everton bedre gang i offensiven og var flere gange tættest på et føringsmål, men mulighederne blev misbrugt.
I stedet intensiverede City-overtaget, og med seks minutter tilbage kom der hul på bylden.
/ritzau/