Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 08/01/2024 - 20:04

Overblik: Sådan kommer tronskiftet til at foregå

Søndag den 14. januar træder dronning Margrethe tilbage og overlader tronen til kronprins Frederik.

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Nytårsaften overraskede dronning Margrethe befolkningen, da hun offentliggjorde, at hun søndag 14. januar abdicerer fra tronen.

Søndag bliver kronprins Frederik kronet til konge. En række begivenheder vil søndag markere tronskiftet.

* Klokken 13.35 kører kronprinsparret og prins Christian i bil fra Frederik VIII's Palæ ved Amalienborg til Christiansborg Slot.

Kronprinsparret vil blandt andet køre ad Frederiksgade, Bredgade, Kongens Nytorv, Holmens Kanal og Prins Jørgens Gård.

* Klokken 13.37 kører dronning Margrethe ad samme rute mod Christiansborg Slot.

Hun kører dog fra Christian IX's Palæ ved Amalienborg, og hun vil blive kørt i karet.

* Klokken 14.00 er der statsråd på Christiansborg Slot. Her vil dronning Margrethe, kronprins Frederik og prins Christian deltage med regeringen og statsrådssekretæren i Statsrådet.

Tronskiftet sker under mødet i Statsrådet i det øjeblik, hvor Dronningen har underskrevet en erklæring om sin abdikation.

På det tidspunkt bliver kronprins Frederik til kong Frederik.

* Klokken 14.15 kører dronning Margrethe fra Christiansborg Slot. Denne gang bliver hun kørt i bil fremfor karet.

* Klokken 14.30 inviterer det nykronede kongepar til kur for særligt indbudte på Christiansborg Slot.

* Når klokken bliver 15.00 vil kong Frederik X for første gang træde frem for befolkningen.

Det sker, når han træder ud på balkonen på Christiansborg Slot, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) vil proklamere tronskiftet.

Kongen taler og afslutter med valgsproget.

* Klokken 15.10 vil der være æressalut fra Batteriet Sixtus på Holmen i København.

Batteriet Sixtus vil salutere med tre gange 27 skud.

Samtidig nedtages Kongeflaget på Christian IX's Palæ og hejses på Frederiks VIII's Palæ.

* Klokken 15.30 kører kongeparret i karet fra Christiansborg Slot.

Kongeparret eskorteres af Gardehusarregimentets Hesteskadron fra Christiansborg Slot til Frederik VIII's Palæ.

* Halvanden time efter, klokken 17.00, vil der være overførsel af de kongelige faner fra Christian IX's Palæ til Frederik VIII's Palæ.

Med faneoverførslen bliver der dermed sat et foreløbigt punktum ved tronskiftets begivenheder.

* Dagen efter, mandag, klokken 10 vil den kongelige familie deltage i Folketingets markering af tronskiftet.

Under et møde i Folketingssalen vil statsministeren komme med en mundtlig meddelelse fra kong Frederik til Folketinget. På kongehusets hjemmeside kaldes det "et allerhøjeste budskab til Folketinget".

Derefter holder statsministeren tale.

Den kongelige familie vil efterfølgende deltage i en reception i Landstingssalen.

* Den 21. januar vil der blive afholdt festgudstjeneste i Aarhus Domkirke. Der vil være repræsentanter for det officielle Danmark og repræsentanter fra Aarhus By.

/ritzau/

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:08

Dronning Margrethe bærer grønlandsk guld på hovedet ved nytårstaffel

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Kong Frederik er torsdag vært for den traditionsrige nytårskur for anden gang, efter at hans mor abdicerede.

Politikerne ankommer torsdag aften i en lind strøm til den traditionsrige nytårskur på Amalienborg i det indre København.

Det gælder blandt andre SVM-regeringens tre hovedpersoner, Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Lars Løkke bliver af DR foreholdt de dårlige meningsmålinger, der i øjeblikket kredser om hans parti.

- Jeg går ind i et arbejdsår, siger han og understreger, at han vil arbejde på at bevise sit partis berettigelse.

Mette Frederiksen bliver spurgt ind til den nytårstale, som hun har holdt forud for taflet.

Her blev der blandt andet lovet fødevarechecks til udvalgte grupper for at imødekomme de stigende fødevarepriser.

Om der er tale om valgflæsk forholder hun sig ikke direkte til.

- Der er altid kritik. Jeg gør det, der er bedst for vores land, siger hun til DR.

Næste folketingsvalg skal senest være afviklet til efteråret i år.

Gæsterne deltager alle i kong Frederiks anden nytårstaffel, hvor han er i værtsrollen. Den tjans overtog han fra dronning Margrethe, der abdicerede for knap to år siden.

Som en af de sidste gæster ankommer dronning Margrethe lidt før klokken otte foran Christian VII's palæ.

På hovedet har hun diademet "Naasut", som er af grønlandsk guld.

Kongeparret ankommer få minutter efter som de sidste til taflet.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

Torsdag er der blomkålssuppe, grønlandsk snekrabbe og vildandebryst på menuen.

Amalienborg slår dørene op for indbudte gæster igen den 5. januar, hvor der afholdes nytårskur for blandt andre højesteretsdommere og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.

Dagen efter danner Christiansborg Slot ramme om nytårskur for officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og repræsentanter for større landsorganisationer.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek