Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 27/07/2024 - 08:00

Facts om Phillip Faber

Af: Af Silja Petri, Ritzau Fokus

* 39-årige Phillip Faber kommer oprindelig fra Næstved.

* Han er uddannet dirigent og komponist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium på Frederiksberg og fra Kungliga Musikhögskolan i Stockholm.

* Som barn var Phillip Faber interesseret i skuespil og medvirkede blandt andet i Folketeaterets opsætning af "Skatteøen" og i "Bølle-Bob".

* Han var i årene 2013 til 2023 chefdirigent for DR Pigekoret.

* I de seneste år har han dirigeret koncerter og produktioner med DR Symfoniorkestret, DR Underholdningsorkestret og DR Koncertkoret.

* I den kommende tid skal han dirigere koncerter med Odense-, Aarhus- og Aalborg Symfoniorkester, og når orkesteret Copenhagen Phil spiller i Tivoli henover sommeren.

* Privat er Phillip Faber gift med operainstruktør Selma Mongelard Faber. Sammen har parret to sønner på seks og et år.

Kilde: phillipfaber.dk.

/ritzau/

København, 07/07/2025 - 06:00

FAKTA: Svend Prisen afholdes for 21. gang

* Svend Prisen er en prisuddeling, der er blevet uddelt siden 2005. Den afholdes hvert år i Svendborg på Fyn - heraf navnet.

* Der uddeles i alt ni priser i kategorierne: Årets Danske Film, Årets Danske Børne- og Ungdomsfilm, Årets Udenlandske Film, Årets Udenlandske Børne- og Ungdomsfilm, Årets Kvindelige Skuespiller, Årets Mandlige Skuespiller, Årets Håb, Årets Danske Tv-dramaserie og Årets Danske Skuespiller i en Tv-dramaserie.

* Desuden uddeles Juryens Særpris til en debuterende instruktør. Den kommer dog ikke til afstemning, men udpeges af juryen, der består af fagfolk.

* De ti nominerede i kategorien Årets Danske Film fastslås ud fra antal solgte biografbilletter, og herefter vælger en jury de nominerede skuespilpræstationer ud fra disse film.

* Vinderen af de forskellige kategorier vælges af publikum, der kan stemme fra 7. juli til 24. august.

* Derudover udvælges en person til at modtage Årets Hæderspris. Hædersprisen er tidligere blevet modtaget af instruktør Susanne Bier og skuespillerne Ghita Nørby og Lars Mikkelsen.

Kilder: Svend Prisen og Ritzau.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 07/07/2025 - 06:00

Tessa er nomineret til stor pris for sin skuespildebut

Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Årets nominerede til Svend Prisen spænder bredt fra store biografoplevelser til populære tv-serier. Det er publikum, der afgør, hvem der skal vinde.

Hun har høstet anmelderoser for skiftet fra hårdtslående rap til skuespil.

Og nu er den populære rapper Tessa med det borgerlige navn Theresa Ann Fallesen nomineret til Svend Prisen 2025.

Det skriver Svend Prisen i en pressemeddelelse.

Tessa er nomineret som Årets Danske Skuespiller i en Tv-dramaserie for sin debut i TV 2-serien "Løgnen".

Om hun vinder prisen, bliver afsløret den 28. august, hvor den danske filmbranche samles i Svendborg, når Svend Prisen løber af stablen for 21. gang.

I kategorien Årets Danske Film finder man et alsidigt felt fra biograflærredet.

Blandt andet er Tommy Seebach-filmen "Under stjernerne på himlen", fængselsdramaet "Vogter" og den politiske thriller "Mørkeland" nomineret.

Det samme er dramaet "Pigen med nålen", der også var nomineret til en Oscar tidligere på året. Filmen har også sikret sig nomineringer i andre kategorier, da både Trine Dyrholm og Vic Carmen Sonne er nomineret til Årets Kvindelige Skuespiller.

De er oppe imod Jette Søndergaard for filmen "Hjem kære hjem" og Özlem Saglanmak for "Det andet offer".

I år har Svend Prisens jury valgt at uddele Svends Hæderspris til Trine Dyrholm for blandt andet at kunne "bevæge sig fra dyb tragedie til absurd komik med lethed".

I kategorien Årets Mandlige Skuespiller nomineres Anders Matthesen for sin portrættering af Tommy Seebach i "Under stjernerne på himlen".

Albert Rudbeck Lindhardt og Nikolaj Lie Kaas nomineres begge for deres præstationer i "Vejen hjem", mens Jesper Christensen nomineres for sin rolle i ungdomsfilmen "Honey".

I kategorien Årets Danske Tv-dramaserie er der fuld plade til TV 2, der løber med alle nomineringer i kategorien - heriblandt "Løgnen", hvor Tessa medvirker.

Det gør hun blandt andet sammen med Iben Hjejle, der er nomineret i samme kategori som Tessa og desuden skal styre slagtes gang ved uddelingen som vært sammen med Signe Lindkvist.

Prisen er den eneste danske filmpris, hvor publikum bestemmer, hvem der løber med de eftertragtede statuetter - bortset fra Juryens Særpris.

Det er muligt at stemme fra mandag 7. juli og frem til 24. august på hjemmesiden svendfilmfest.dk, hvor alle nominerede kan ses.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 04/07/2025 - 10:00

FAKTA: Det bør du huske før afrejse

* Tjek dine forsikringsvilkår i god tid inden afrejse.

* Kontakt dit rejseforsikringsselskab, hvis du har været syg, behandlet eller har ændret medicin inden for de sidste to måneder før afrejse.

* Husk, at det er ikke din læge, men dit forsikringsselskab, der skal give en medicinsk forhåndsgodkendelse.

Kilde: Forsikring & Pension.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 04/07/2025 - 10:00

Syg før ferien? Så skal du have grønt lys fra din rejseforsikring

Clara Margais/Ritzau Scanpix

Uden en medicinsk forhåndsgodkendelse fra forsikringsselskabet før afrejse risikerer du, at rejseforsikringen ikke dækker ved forværring af sygdom eller skade.

Feriesæsonen er over os, og mange danskere pakker kufferten for at rejse til udlandet. Det kan som bekendt være en fordel at have en rejseforsikring, så du er dækket, hvis du skulle blive akut syg eller komme til skade på ferien.

Men hvis du inden for de sidste to måneder før din rejse har været syg eller i behandling, skal du være særlig opmærksom, da det kan påvirke, hvordan din rejseforsikring dækker.

Det fortæller Anne Garde Slothuus, der er er forsikringsekspert i Forsikringsoplysningen under brancheorganisationen Forsikring og Pension.

- Hvis man har haft en behandlingskrævende skade eller sygdom og halvanden måned senere skal på sommerferie, skal man lige huske at få en medicinsk forhåndsgodkendelse, siger hun og uddyber:

- Den er sædvanligvis ikke besværlig at få, men mange glemmer det simpelthen. Og det kan have store økonomiske konsekvenser, hvis man glemmer at udfylde den.

Medicinsk forhåndsgodkendelse kaldes også en forhåndsvurdering og betyder, at dit forsikringsselskab på forhånd skal vurdere, om din sygdom eller skade er stabil nok til, at du kan rejse.

Denne godkendelse er nødvendig for, at du kan være dækket af din rejseforsikring.

- Hvis man undlader at udfylde en forhåndsgodkendelse før afrejse, er udgangspunktet, at forsikringsselskaberne i de fleste tilfælde vil afvise at dække eventuelle udgifter, hvis en sygdom eller skade forværres på rejsen, siger Anne Garde Slothuus.

Det er vigtigt at understrege, tilføjer hun, at det kun er sygdomme eller skader, man har fået behandling for inden for de seneste to måneder, der eventuelt kan være undtaget fra forsikringens dækning.

- Alt andet vil stadig være dækket. Har man for eksempel fået en ny hofte, men bliver smittet med en virus under ferien, dækker forsikringen stadig behandlingen af virussen, siger hun.

Også Trygs rejseskadedirektør Janus Egelund Larsen siger, at det er vigtigt at sikre, at du er rask nok til at rejse.

- Forsikringen dækker nemlig ikke eksisterende sygdomme eller skader, som er opstået før din rejse, siger han.

Du kan typisk udfylde en formular eller en onlinetest på dit forsikringsselskabs hjemmeside og få en vurdering af, om rejseforsikringen dækker.

Ifølge Janus Egelund Larsen har alder tidligere haft betydning, men sådan er det ikke længere.

- Vi oplever engang imellem, at vores ældre kunder ringer ind og er i tvivl om, hvorvidt de skal tage testen, fordi de er over 80 år, siger han og uddyber:

- Men det krav blev fjernet for år tilbage. Så man kan roligt sætte kursen sydpå, så længe man har tjekket, at man har en gyldig rejseforsikring.

Når du udfylder en medicinsk forhåndsgodkendelse, er det ikke en garanti for, at forsikringen dækker.

Har du for nylig været i behandling for en sygdom eller lidelse, kan forsikringsselskabet vurdere, at netop den ikke er dækket på rejsen.

- Så rejser man altså på eget ansvar, siger Anne Garde Slothuus og fortsætter:

- Forsikringsselskabet kan også vurdere risikoen ud fra, hvilken type ferie man skal på. Har man for eksempel fået en ny hofte, vil en skiferie være mere risikabel end en badeferie. Det vil dog altid være en konkret vurdering i den enkelte situation.

Hun anbefaler, at du udfylder en medicinsk forhåndsgodkendelse, inden du bestiller eller betaler din rejse, hvis du har været syg, er kommet til skade eller på anden måde været i behandling inden for de seneste to måneder før afrejse.

Ellers kan det nemlig få betydning for, om en afbestillingsforsikring dækker, hvis du skulle blive for syg til at tage afsted.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek