Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 30/06/2025 - 07:00

Tag de grønne vaner med på ferie

På ferien kan man ubevidst komme til at skrue op for forbruget og ned for de grønne vaner. Men små greb kan mindske udledningen.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Anna Raabæk, Ritzau Fokus

Der er blevet talt ned i månedsvis, og nu er det omsider tid til at sætte autosvar på arbejdsmailen og tage hul på en ferie, der skal nydes i fulde drag.

At sætte nydelse og velvære i højsædet og lade hverdagens stramme rammer blive derhjemme kan for nogle blive ensbetydende med ekstraforbrug og øget udledning. Det fortæller Asta Enevold Højberg, som er projektmedarbejder i den grønne tænketank Concitos Klimaambassade.

- Mange har en tendens til, at når det er ferie, skal man forkæle sig selv lidt ekstra. Vi går lidt amok og glemmer de vaner, vi har i hverdagen.

- Der kan man tage en snak om, hvad det egentlig vil sige at nyde livet. For jeg synes 100 procent, man skal nyde det og få et afbræk. Men det kan man gøre på mange måder, forklarer Asta Enevold Højberg.

Det kan for eksempel være fristende at købe en masse ting og sager. Måske fordi de er billigere, eller fordi feriepungen alligevel er åben.

Men det er en god idé at prøve at begrænse forbruget eller i hvert fald overveje, om man rent faktisk vil bruge det derhjemme, lyder rådet.

- Man må godt have noget med hjem, men prøv at købe lokalproduceret. Så støtter man den lokale økonomi, produktionen ligger måske også lokalt, og så er der mindre transport. I stedet for at købe noget, man også kunne købe derhjemme, i en fast fashion-butik, siger Asta Enevold Højberg.

Transporten er den største andel af klimaudledningen forbundet med danskernes ferie. Flyrejser udgør cirka 60 procent af den samlede udledning, oplyser Concito.

De mest klimavenlige ferier er - ikke så overraskende - vandreferier og cykelferier.

Men også på selve destinationen kan man have transporten med i sine overvejelser. Når det er muligt, kan man gå eller cykle. Og kollektiv transport er mere klimavenligt end en personbil.

Rådet for Grøn Omstilling tipper også om, at det ofte er gratis at tage cyklen med i toget eller på færgen. Så man kan komme ud i det blå og eksempelvis tage en øferie i sadlen.

- Hop på færgen til Samsø, udforsk Det Sydfynske Øhav på jernhesten, eller tag cyklen med til Sverige, og mærk friheden ved at cykle igennem den grønne sommer, lyder opfordringen på Rådet for Grøn Omstillings hjemmeside.

Derhjemme er I sikkert vant til at sortere affaldet i et bestemt antal fraktioner. Men på ferien kan de gode grønne vaner godt gå i glemmebogen.

- Sæt dig ind i, hvordan det lokale skraldesystem er. I Frankrig sorterer man for eksempel plast og metal i én beholder, fortæller Asta Enevold Højberg.

Det er også oplagt at tage et kig på det, der bliver serveret på tallerkenen.

- Udforsk, om der er nogle lokale retter med lokale grøntsager. Og udnyt det, hvis du er sydpå, til at få de lækre grøntsager, som er i sæson.

- Generelt er rådet at spise så plantebaseret som muligt og især at undgå oksekød, siger hun.

/ritzau fokus/

København, 30/06/2025 - 10:51

Jes Dorphs millionkrav mod advokat afgøres inden jul

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Højesteret har sat dato på, hvornår sidste kapitel i sagaen om fyringen af Jes Dorph-Petersen skal skrives.

Den tidligere TV 2-vært Jes Dorph-Petersen kræver to millioner kroner i erstatning fra advokat, og den strid bliver efter alt at dømme afgjort inden jul.

Af Højesterets retsliste fremgår det nemlig, at sagen mellem Jes Dorph-Petersen og advokat Yvonne Frederiksen behandles ved et retsmøde den 1. december. Typisk afsiges der dom i Højesteretssager efter en uge.

Jes Dorph-Petersen blev fyret fra sin stilling i det produktionsselskab, som leverede programmet "Go' aften Live" til TV 2, efter en advokatundersøgelse foretaget af tv-stationen.

Undersøgelsen beskæftigede sig med seksuelle krænkelser på tv-stationen gennem tiden og førte til at flere navne - nogle i ubemærkethed, andre under større bevågenhed - forsvandt fra skærmen.

Mest opsigtsvækkende var nok Jes Dorph-Petersens exit. Blandt andet stod han frem i et stort interview i dagbladet Politiken, og han var også nævnt med navns nævnelse i dokumentarserien "MeToo: Sexisme bag skærmen", der udkom i 2021.

I forbindelse med advokatundersøgelsen havde to tidligere praktikanter fortalt til advokat Yvonne Frederiksen, at de i årene 2001 og 2003 var blevet krænket af Jes Dorph-Petersen.

På baggrund af undersøgelsen konkluderede advokat Yvonne Frederiksen, at der var et sagligt grundlag for at fyre Dorph.

Men undersøgelsen var i strid med de principper, som kaldes for "god advokatskik". Det først Advokatnævnet, siden Østre Landsret og senest Højesteret slået fast.

Yvonne Frederiksen gav nemlig ikke Jes Dorph tilstrækkeligt med oplysninger om, hvilke handlinger han konkret blev beskyldt for, og hun gjorde ikke tilstrækkeligt rede for, hvorfor hun mente, at der var en saglig fyringsgrund.

- Jeg syntes, at Yvonne Frederiksens reaktion fra starten var en mistro, og at hun ikke tog mig alvorligt, når jeg sagde, at jeg ikke kunne huske den episode. Alt hvad jeg sagde, blev mødt med skepsis, lød det fra Dorph, da han i januar afgav forklaring i landsretten.

Udkommet af forløbet om god advokatskik blev en bøde på 20.000 kroner til Yvonne Frederiksen.

Sideløbende med sagen om advokatundersøgelsen har Jes Dorph-Petersen haft et verserende søgsmål rettet mod Yvonne Frederiksen.

I marts afgjorde Østre Landsret sagen til fordel for advokaten, der er ansat i advokatfirmaet Norrbom Vinding. Selv om der var handlet i strid med god advokatskik, så havde advokaten ikke handlet ansvarspådragende, lød konklusionen.

Men Jes Dorph-Petersen opgav ikke at få erstatning, blandt andet for den løn, han mistede ved sin fyring. Da han blev pillet af skærmen, tjente han på den pæne side af 100.000 kroner om måneden.

Fordi sagen er blevet vurderet som principiel og blev indledt ved landsretten i stedet for ved byretten som normalt, så kunne Jes Dorph-Petersen uden videre anke den til Højesteret.

Når sagen begynder til december, flankeres Jes Dorph-Petersen af advokat Mads Pramming. Han er ny i forhold til sagen i byretten, hvor Jes Dorph-Petersen blev repræsenteret af advokat Julie Stage, som imidlertid ikke har møderet for landets øverste retsinstans.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 30/06/2025 - 08:49

Næste sæson af Vild med dans bliver den sidste

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

TV 2 siger farvel til danseprogrammet "Vild med dans" efter samlet 22 sæsoner på sendefladen.

Underholdningsprogrammet "Vild med dans" vender tilbage for sidste gang til september.

Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

Siden 2005 er programmet rullet over skærmen fredag efter fredag.

Men TV 2 har besluttet at lukke og slukke efter dette års sæson og samlet 22 sæsoner af danseprogrammet.

Ændringen kommer for gøre plads til ny underholdning.

- Vi vil på TV 2 fortsat samle danskerne om fælles oplevelser og samtaler, og det er derfor vores fornemmeste opgave at forny og udvikle vores programtilbud i takt med danskernes behov, siger TV 2's programdirektør Dorthe Thirstrup i meddelelsen.

- Vi siger derfor farvel til et ikonisk program, men ikke til idéen om fælles tv-oplevelser. Fremover vil vi tilbyde velkendt underholdning som "Stormester", "Forræder" og "X Factor", og så glæder vi os også til at kunne præsentere to helt nye underholdningsformater for hele familien efter sommerferien, tilføjer programdirektøren.

TV 2 byder op til sidste dans med værterne Martin Johannes Larsen og Cilia Trappaud i front.

Den nye og sidste sæsons dommerpanel består af Marianne Eihilt, Sonny Fredie Pedersen og Lene James Mikkelsen, der skal kaste et sidste blik på ti dansepar, der endnu ikke er blevet offentliggjort.

Finalen bliver foran 3000 publikummer i Forum Horsens til november.

- Det bliver en finaleaften fuld af glæde og taknemmelighed - og så skal vi selvfølgelig også finde den sidste vinder af "Vild med dans" nogensinde, siger TV 2's redaktør på "Vild med dans", Mads Elias Højbjerg Ravn.

Skuespiller Mia Lyhne og danser Thomas Evers Poulsen løb med sejren i den første sæson i foråret 2005.

Samme år blev der vist endnu en sæson i efteråret, hvor skuespiller David Owe og dansepartneren Vickie Jo Ringgaard løb med sejren.

Første afsnit af den sidste sæson løber over skærmen 26. september.

Årets nydansere offentliggøres senere på sommeren, oplyser TV 2.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 30/06/2025 - 09:00

FAKTA: Lav din egen romescosauce til grillmåltidet

Ingredienser:

* To røde peberfrugter.

* 25 gram mandler.

* Et fed hvidløg.

* En spiseskeer eddike.

* To spiseske olivenolie.

* Saft af en halv citron.

* Salt.

* Peber.

Sådan gør du:

* Tænd ovnen på 250 grader grill. Halvér peberfrugterne.

* Fjern frøstole, og læg dem med ydersiden opad på en bageplade med bagepapir. Grill dem i 15-20 minutter, til de er mørke og brankede.

* Kom de grillede peberfrugter i en frysepose, og bind knude på. Lad dem hvile et kvarter, og gnub skindet af.

* Kom peberfrugter, mandler, presset hvidløg, eddike og olie i en blender, og kør til en grovkornet tyk konsistens.

* Smag til med citronsaft, salt og peber.

Kilder: Hjerteforeningen og opskriftudvikler Lone Kjær.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 30/06/2025 - 09:00

Undgå ultraforarbejdet mad på grillen

Pølser og revelsben ligger på rad og række på grillen sommeren over, men diætist minder om, at mange af de produkter er ultraforarbejdede.

Grillsæsonen er sparket i gang. Sprækkende pølser og brankede bøffer syder over det glødende kul.

Men når du går på jagt i supermarkedet efter grillpølser og kartoffelsalat, er der en pæn risiko for, at du støder ind i ultraforarbejdede produkter.

Dem bør du snige dig uden om, siger Lotte Juul, der er klinisk diætist hos Hjerteforeningen.

- Det er meget kunstigt sammensatte produkter. Det kan være grillpølser med kunstig farve og aroma af for eksempel ost og tilsætningsstoffer.

- Det kan også være kartoffelsalat tilsat emulgatorer, så den kan holde længere, og flere dressinger og dip med lang holdbarhed er nærmest lavet mere på kemi end råvarer, siger Lotte Juul.

Hun fortæller også, at der er plantebøffer, der primært er sammensat af plantedele, palmekerneolie, kokosfedt, salt og sukker.

Som erstatning for mange af de ultraforarbejdede kødprodukter som spareribs og formarinerede bøffer foreslår hun at smide fisk som laks på grillen, spyd med grøntsager og kylling eller rejer med hvidløg og lime.

- Fisk er en af de fødevarer, der beskytter hjertet mest. Man kan for eksempel lave "grillpakker", hvor man pakker torsk ind i stanniol sammen med citron, timian og grønt, foreslår hun.

Generelt opfordrer hun til at bruge de rene råvarer. Man kan for eksempel sagtens smide et halvt spidskål på grillen.

Hvis man ikke kan undvære sit kød, anbefaler hun, at man køber rent oksekød, der ikke er marineret i forvejen, og grillpølser lavet på rene råvarer kan med fordel købes hos en slagter.

- Problemet er, at vi efterspørger fødevarer, der kan holde konsistens, farve og smag i lang tid.

- Køber du remoulade hos en fiskehandler, holder den kun tre til fire dage i køleskabet. For mange er det ikke nok, siger hun.

Hvis det kan være svært at finde rundt i, hvor forarbejdet en given fødevare er, har Lotte Juul tre råd, man kan støtte sig til.

1) Undgå fødevarer med en lang ingrediensliste.

2) Undgå fødevarer med ingredienser, du ikke kender eller ikke kan udtale.

3) Undgå fødevarer, du ikke ville kunne lave med ingredienser fra dit eget køkken.

Generelt har ultraforarbejdede produkter et højt indhold af fedt, salt og sukker. Det er skadeligt for hjertet, fortæller diætisten.

- Man har tidligere tænkt meget på, hvilke ingredienser i maden der er skadelige, men man har ikke tænkt på tilsætningsstofferne og den cocktaileffekt, der bliver skabt, siger hun.

Hun forklarer, at de ultraforarbejdede fødevarer kan føre til overvægt, hjertesygdom, diabetes og visse typer af kræft.

- Når fødevarerne er så forarbejdede, er de nærmest tygget for os i forvejen, så det giver os ikke den mæthed, vi skal have, siger hun.

Kombinationen af salt, sukker og fedt stimulerer lysten til at spise mere, siger hun.

Der er også biologiske faktorer, der ikke er kortlagt endnu omkring kroppens optag af de ultraforarbejdede produkter.

- Normalt er der noget i maden, vi ikke optager. Det ryger bare igennem tarmen, men når kroppen ikke selv skal bearbejde maden lige så meget, er optaget måske større, lyder det fra Lotte Juul.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek