Stockholm, 22/05/2025 - 14:56
Konkursramt svensk batterifabrik sætter slutdato på produktionen
Northvolt sætter et endeligt punktum for batteriproduktionen 30. juni, hvor virksomheden lukker sin fabrik.
Marie Mannes/Reuters
Af: /ritzau/
Den svenske batteriproducent Northvolt, der blev begæret konkurs i marts, stopper sin produktion i Sverige med udgangen af juni.
Det oplyser kurator Mikael Kubeu i en pressemeddelelse ifølge det svenske nyhedsbureau TT.
Northvolt begærede sig konkurs 12. marts. Siden er produktionen i den svenske by Skellefteå dog fortsat.
Det har været muligt, fordi lastbilproducenten Scania som eneste kunde er fortsat med at købe batterier og har købt dem til højere priser end før konkursbegæringen.
- Denne ordning er dog ikke holdbar på langt sigt for en enkelt interessent og dermed ikke for konkursboet.
- Derfor vil der ske en langsom nedtrapning af batteriproduktionen i Northvolt, hvor målet er at stoppe den 30. juni, siger kuratoren i meddelelsen.
Northvolt begærede sig konkurs, fordi det ikke var lykkedes virksomheden at skaffe ny kapital til at fortsætte driften.
Med konkursen har investorerne fået store beløb i klemme.
Flere danske pensionsselskaber - herunder ATP og Danica Pension - er blandt dem, der har satset stort på Northvolt.
Andre store investorer er den tyske bilproducent Volkswagen og investeringsbanken Goldman Sachs.
Håbet fra Nortvolts side var, at virksomheden kunne etablere sig som et europæisk alternativ til de kinesiske producenter af batterier til elbiler.
Selskabet investerede kraftigt i nye produktionsfaciliteter i blandt andet Canada og Tyskland, men indtægterne voksede altså ikke i samme omfang.
At Northvolt var i krise, stod første gang klart sidste sommer, hvor det kom frem, at batteriproducenten havde problemer med at leve op til indgåede kontrakter og få overskud på driften.
I september varslede selskabet 1600 fyringer, og i november ansøgte Northvolt om konkursbeskyttelse.
/ritzau/