København, 01/05/2025 - 13:26
Danish Crown løfter betalingen for en slagtegris med 140 kroner
Landmænd kan se frem til en højere betaling per gris eller ko, som leveres til slagtning hos Danish Crown.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det går bedre hos Danish Crown, og derfor har slagterikoncernen besluttet at sende flere penge ud til andelshaverne.
Fra mandag løfter Danish Crown noteringen for både grise, søer og kreaturer med 1,6 kroner per kilo.
Det skriver koncernen i en pressemeddelelse.
Det svarer til, at landmændene i gennemsnit får 140 kroner mere for en slagtegris og 450 kroner mere for en slagteko, lyder det.
Danish Crown forklarer det med, at koncernens indtjening er generelt forbedret, samt at priser på både svinekød og oksekød er steget.
Derudover ønsker Danish Crown, at pengene kommer hurtigere ud til andelshaverne, så de har råd til at fylde staldene med grise og køer.
Der er ifølge topchef Niels Duedahl tale om det største noteringsløft i Danish Crowns historie.
- Vi vil gerne have flere penge ud til vores ejere hurtigere. Det er likviditet, og lige nu har pengene størst gavn ude hos landmændene, der har været presset i forhold til slagtegrise, siger han.
Det betyder samtidig, at restbetalingen fremover vil ligge på et lavere niveau end tidligere, lyder det.
Restbetalingen er en efterbetaling til andelshaverne, hvor en del af Danish Crowns overskud bliver fordelt.
Danish Crown har de seneste år haft svært ved at matche sine konkurrenters afregningspriser. Det har ført til, at flere svineproducenter har sendt deres grise til konkurrenter i Danmark eller til udlandet.
Da Danish Crown offentliggjorde sit regnskab for regnskabsåret 2023/24 i november, viste det et markant indtjeningsfald.
På et år var indtjeningen faldet 29 procent til omkring én milliard kroner.
Ifølge Niels Duedahl vil den løftede noteringspris forbedre Danish Crowns konkurrenceevn og øge produktionen i Danmark.
- Vi har meget fokus på at kigge på prisspændet til Tyskland. Med denne her prissætning er vi tæt på at lukke hullet til Tyskland fuldstændig, siger han.
- Samtidig ser vi pæne fald i foderomkostninger og nu en højere pris på grisen. Det er min klare forventning, at den kombination betyder, at produktionen vil stige i Danmark, lyder det videre.
I september 2024 overtog Niels Duedahl posten som topchef i Danish Crown efter Jais Valeur.
Duedahl fik som opgave at lede Danish Crown igennem en transformation for at forbedre konkurrenceevnen. Og han fandt hurtigt sparekniven frem.
I oktober fremlagde koncernen en række sparetiltag, der blandt andet betød, at 500 funktionærer ville blive fyret.
Tidligere var flere slagterier blevet lukket. Herunder et i Ringsted med omkring 1200 ansatte.
Senest har koncernen også lukket en fabrik i Kina, efter at den ikke var lykkedes med at skabe "den forventede indtjening".
Torsdag lyder det fra Niels Duedahl, at udviklingen i Danish Crown er vendt, men at man endnu ikke er i mål.
- Det er udtryk for, at vi står et bedre sted end for et halvt år siden. Men opgaven er absolut ikke løst endnu. Vi vil fortsat arbejde på at øge vores konkurrencekraft, siger han.
/ritzau/