København, 07/06/2025 - 09:48
Ministerium overdriver tab ved højere cigaretpris ifølge rapport
Skatteministeriet overvurderer ifølge Kraka Economics, hvor meget staten vil tabe ved at hæve cigaretpriserne.
Anna Ross/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det vil koste statskassen "langt mindre" at hæve prisen på en pakke cigaretter til 100 kroner end hidtil antaget.
Sådan lyder vurderingen i en rapport fra Kraka Economics, der anfægter tidligere beregninger fra Skatteministeriet.
Via en alternativ beregningsmodel kommer Kraka Economics frem til et årligt tab på 650 millioner kroner.
Omvendt har ministeriet regnet sig frem til, at det vil koste statskassen fem milliarder kroner på grund af øget grænsehandel og mindre salg i Danmark.
Ifølge Mikael Bjørk Andersen, cheføkonom hos Kraka Economics, giver ministeriets metode et skævt billede af de økonomiske konsekvenser.
- Vi har især hæftet os ved, at Skatteministeriets metode efter vores bedste overbevisning overvurderer, hvor mange der vil tage ned over grænsen efter billigere cigaretter, siger han i en pressemeddelelse.
Det mest centrale er ifølge cheføkonomen, at Kraka bruger elasticitet i beregningen af effekten ved grænsehandel.
Det står i modsætning til ministeriets lineære model, som antager den samme mængde ekstra grænsehandel for hver ekstra krone i afgift, lyder det.
Det er samtidig utroværdigt, når Skatteministeriet fortæller, at salget af cigaretter i Danmark vil stoppe helt, hvis en pakke cigaretter koster 115 kroner, siger Mikael Bjørk Andersen til DR.
Rapporten er udarbejdet for Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden.
Ifølge Anders Hede, forskningschef i TrygFonden, har den politiske debat om prisstigninger i årevis været bremset af beregninger, "som må betegnes som mangelfulde".
Skatteminister Rasmus Stoklund (S) understreger imidlertid, at der ikke umiddelbart bliver rørt ved ministeriets beregninger.
- Skatteministeriet har regnet på det og argumenteret for, hvordan man har regnet, siger han til DR.
/ritzau/