København, 09/08/2025 - 20:26
Løkke tvivler på Putins velvilje trods snarligt Trump-møde
Ukraine bør have en plads ved forhandlingsbordet, understreger Lars Løkke før møde mellem USA og Rusland.
Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ser generelt positivt på, at USA's præsident, Donald Trump, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, skal mødes for at drøfte krigen i Ukraine.
Selve effekten af mødet er han dog mere i tvivl om.
Det siger ministeren i et skriftligt svar til Ritzau.
- Det er selvfølgelig positivt, hvis mødet er udtryk for, at Putin er klar til at afslutte krigen. Men jeg har min tvivl, siger ministeren.
Trump og Putin skal mødes i den amerikanske delstat Alaska den 15. august.
Det annoncerede både USA og Rusland natten til lørdag.
Det var i første omgang Trump, der kom med meldingen omkring midnat.
- Det længe ventede møde mellem mig selv, som præsident for USA, og præsident Vladimir Putin fra Rusland finder sted næste fredag, den 15. august 2025, i Alaska. Yderligere detaljer følger, lød det fra præsidenten på det sociale medie Truth Social.
Lars Løkke Rasmussen slår lørdag fortsat fast, at Ukraine og Europa skal inddrages i eventuelle fredsforhandlinger.
- Det er vigtigt, at vi fortsat står fast på at etablere en varig og retfærdig fred i Ukraine. Og at Ukraine og Europa inddrages i fredsforhandlinger, siger han i svaret.
Mødet i næste uge vil være det første mellem de to præsidenter siden 2019, da Trump var præsident i sin første periode.
På dagsordenen er krigen i Ukraine, som Trump inden sin tiltrædelse hævdede, at han ville sætte en stopper for i løbet af 24 timer.
Den russiske præsidentrådgiver Jurij Usjakov udtalte ved offentliggørelsen af mødet, at de to ledere vil "fokusere på at drøfte muligheder for at opnå en langsigtet fredelig løsning på den ukrainske krise".
- Dette vil tydeligvis være en udfordrende proces, men vi vil engagere os aktivt og energisk i den, sagde Jurij Usjakov ifølge Reuters.
Mødet mellem de to præsidenter kommer tre et halvt år efter, at Rusland lancerede en fuldskala invasion af Ukraine.
Alle hidtidige amerikanske forsøg på at få Rusland til at stoppe krigen er mislykkedes, ligesom tre runder af forhandlinger mellem de to parter i den tyrkiske storby Istanbul heller ikke har skabt fremskridt.
Den amerikanske præsident havde desuden sat fredag den 8. august som en deadline for Rusland.
Trump truede Rusland med amerikanske sanktioner, hvis ikke Rusland inden fredag gik med til en våbenhvileaftale for krigen i Ukraine. Den deadline er nu overskredet.
/ritzau/