17/08/2025 - 10:00
Lad duft og biodiversitet gå hånd i hånd i haven
Der findes flere planter, der glæder dine næsebor og samtidig gør noget godt for sommerfugle, bier og svirrefluer.
Pia Bayer/Ritzau Scanpix
Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus
Det er muligt både at opnå summende liv og liflige dufte ude i haven.
Nogle planter rammer nemlig plet på begge punkter, fortæller Kim Tang, der er landskabsarkitekt og fagkonsulent hos brancheforeningen Danske Anlægsgartnere.
Han peger på krydderurten vild oregano som en sikker vinder:
- Den har en sødlig, krydret duft, der kommer fra plantens honning, og det er dén, der tiltrækker insekter, siger Kim Tang.
Liguster, som både kan være en hæk og en busk, er en anden velduftende bestøvermagnet, hvis du altså holder fingrene fra havesaksen og lader den blomstre frem til august.
- Folk vælger ofte at klippe hække inden sankthans og igen i sensommeren, men venter man til sidst i juli eller her i begyndelsen af august, kan man nøjes med at klippe den en gang om året, lyder det fra Kim Tang, der beskriver ligusterhækkens duft som let sødlig.
Har du mod på en mere tung odør, peger Kim Tang på den klatrende slyngplante kaprifolie. Den tiltrækker natsværmere og dufter derfor særligt kraftigt om aftenen.
- Jeg husker ofte, at jeg er gået gennem skumringen, og så er der kommet sådan en let brise med duften af kaprifolie, fortæller han.
Sensommeren er i øvrigt et godt tidspunkt at plante hyldebærbuske, som ligeledes er et hit, når det gælder kombinationen af duft og bevingede væsener.
- Så kan man jo vælge nogle af de lidt mere eksotiske hyld, hvis man gerne vil prøve noget andet. Det kan for eksempel være fligbladet hyld med røde blade, som er mere dekorativ, men blomstrer på samme vis som den almindelige hyld, siger Kim Tang.
For at gavne biodiversiteten mest muligt i haven er det dog en god idé at sørge for, at dine bede rummer hjemmehørende arter.
Det vil sige planter, der i forvejen findes i den vilde natur. Det kan for eksempel være sankthansurt eller storkenæb.
- Ofte er der sommerfugle, som lever på ganske få arter, og de arter er ofte hjemmehørende. Sommerfuglene kan sagtens besøge andre planter for at søge føde, men de yngler og lægger æg på nogle helt bestemte, forklarer Kim Tang.
/ritzau fokus/