Kyiv, 18/06/2025 - 14:28
Ukraine tillader dobbelt statsborgerskab midt i befolkningskrise
Minister kalder ny lovgivning "afgørende" for bånd til ukrainere, der bor uden for landet.
Thomas Peter/Reuters
Af: /ritzau/Reuters
Ukraines parlament har onsdag godkendt en lov, der skal give ukrainere mulighed for dobbelt statsborgerskab.
Målet er blandt andet at modvirke en demografisk krise, som den over tre år lange krig mod Rusland har pustet yderligere til.
Derudover ønsker Ukraine at forbedre forholdet til landets store diaspora - altså de mange personer, der bor uden for Ukraine, men stadig har relationer til deres fædreland.
- Denne beslutning er et afgørende skridt for at bevare og genopbygge båndene til millioner af ukrainere i hele verden, siger enhedsminister Oleksij Tjernysjov i et opslag på sociale medier.
Embedsmænd i den ukrainske regering anslår, at den ukrainske diaspora tæller omkring 25 millioner mennesker.
Regeringen og analytikere anslår, at landets befolkning er på omkring 32 millioner mennesker.
Tidligere blev dobbelt statsborgerskab ikke anerkendt i ukrainsk lovgivning.
Det betød, at etniske ukrainere forskellige steder i verden med andre pas måtte give afkald på deres andet statsborgerskab, hvis de ønskede ukrainsk pas.
Siden Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 er spørgsmålet om dobbelt statsborgerskab kommet højere op på dagsordenen.
Befolkningstallet var allerede begyndt at dale inden da. Men krigen har sat yderligere skub i udviklingen.
Da Ukraine blev selvstændigt i forbindelse med Sovjetunionens kollaps i 1991, var befolkningstallet på 52 millioner.
Den nye lov vil ifølge parlamentsmedlemmer gøre processen mere enkel for børn født af ukrainske forældre uden for Ukraine. Det gælder også for ukrainere, som gennem ægteskab har opnået et andet statsborgerskab end ukrainsk.
/ritzau/Reuters.