København, 04/03/2025 - 18:28
Kunstner vil bruge døde grise som en del af udstilling
Tre levende grise, der skulle sulte ihjel på udstilling af Marco Evaristti, erstattes med døde grise.
Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Udstillingen "And now you care" af kunstneren Marco Evaristti skal bestå med døde dyr i stedet for de levende grise, der i lørdags forsvandt fra udstillingen.
Det fortæller Marco Evaristti selv.
Udstillingen har ifølge kunstneren til formål at sætte fokus på grisenes forhold i dansk svineproduktion og som en del af det, skulle de forsvundne grise være sultet ihjel.
Marco Evaristti fortæller, at han må gøre noget andet, hvis udstillingen skal fortsætte.
- Status er nu, at jeg er i gang med at skaffe så mange døde pattegrise som muligt, siger Marco Evaristti og tilføjer:
- Så kan jeg putte dem i et stort gennemsigtigt køleskab, som jeg har købt. De skal presses mod glasset, så man kan se, hvordan dyrene har det til dagligt.
Marco Evaristti forsøger nu at få fat i grise til udstillingen, men det er ifølge ham selv ikke den nemmeste opgave.
- Jeg har lejet lokalet i Kødbyen i 10 dage mere, så jeg har det i 12 dage endnu, men jeg er nødt til at skaffe de pattegrise, hvis jeg skal fortsætte udstillingen, men det er ikke særlig nemt at skaffe dem, siger Marco Evaristti.
Han tror på, at de døde grise kan give nogenlunde samme effekt som de levende ville kunne.
- Folk ved jo, at de døde grise har været levende. Det er ikke det helt samme, men det kan forstås som en fortsættelse af udstillingen, der har samme budskab.
Marco Evaristti fortæller, at han er meget forbavset over hele situationen med de forsvundne grise.
- Der er en frivillig medhjælper fra udstillingen, som er gået bagom ryggen på mig og har lavet en aftale med en organisation om, at de skulle hente de her tre pattegrise lørdag morgen, inden jeg kom for at åbne udstillingen, siger Marco Evaristti.
Han forklarer, at da han tog hjem på åbningsaftenen, blev flere af medhjælperne og festede ud foran, og derfor fik en af dem hans nøgle til udstillingen.
- Jeg afleverer nøglen til en af de otte medhjælpere, som har organiseret grisenes forsvinden, siger Marco Evaristti.
Marco Evaristti har været i kontakt med medhjælperen efterfølgende.
- Han sagde til mig i dag, at han var utrolig ked af det, men at han ikke kunne lade være, fordi han mente, at budskabet var kommet frem, uden at grisene skulle dø.
Marco Evaristti fortæller, at han forstår, hvis nogle personer synes, at hans formidling af kunst er voldsom.
- Jeg kan godt forstå, at nogle synes, at det er voldsomt, men jeg er meget ekstrem i min bearbejdelse af de budskaber, jeg har, siger Marco Evaristti og tilføjer:
- Men hvis det betyder, at tre pattegrise skal sultes ihjel, så vil jeg gerne gøre det, for 27.000 dødsfald om dagen er for meget. Så jeg synes, at ofringen af tre grise er okay, siger han med henvisning til tal fra Seges Innovation, der i 2023 fastslog, at godt 27.000 smågrise hver dag mister livet få dage efter fødslen.
- Min pointe handler om dyrevelfærd, den handler ikke om mig, siger Marco Evaristti.
/ritzau/