Washington D.C., 24/07/2025 - 20:32
Amerikanske og israelske forhandlere rejser hjem fra Gaza-møde
USA vil overveje andre muligheder for at få gidslerne hjem, siger Trumps udsending ved Gaza-forhandlinger.
Dawoud Abu Alkas/Reuters
Af: /ritzau/Reuters
USA henter sine forhandlere hjem fra Doha, hvor forhandlinger om en våbenhvile i Gazastriben foregår.
De skal hjem "til konsultationer" i Washington D.C., oplyser den amerikanske udsending Steve Witkoff i et opslag på X.
Han skriver videre, at det seneste udspil fra den militante palæstinensiske Hamas-bevægelse "tydeligt viser en manglende vilje til at opnår en våbenhvile i Gaza".
- Vi vil nu overveje alternative muligheder for at få gidslerne hjem, skriver Witkoff.
Tidligere torsdag meddelte den israelske side noget tilsvarende - at den kalder sine forhandlere hjem til yderligere konsultationer.
- I lyset af det svar, som Hamas kom med her til morgen, er det besluttet at kalde forhandlingsteamet tilbage for at fortsætte konsultationer i Israel, hed det i en meddelelse fra premierminister Benjamin Netanyahus kontor.
Netanyahu beskylder Hamas for at blokere for, at næsten to års krig kan blive afsluttet.
Hamas sagde tidligere torsdag, at gruppen har givet sit svar på det seneste udkast til en aftale om 60 dages våbenhvile.
En sådan aftale omfatter også frigivelse af gidsler samt levering af mad og andre fornødenheder til Gazas nødlidende befolkning.
En palæstinensisk kilde med kendskab til forhandlingerne sagde tidligere torsdag til nyhedsbureauet AFP, at Hamas' svar indeholdt ændringsforslag om adgang for nødhjælp.
Desuden har Hamas nævnt de områder, hvorfra den israelske hær skulle trække sig tilbage, lige som gruppen vil have garantier for en varig afslutning på krigen.
Steve Witkoff beskylder dog Hamas for ikke at "handle i god tro". Gruppens seneste svar viser ifølge Witkoff "tydeligt manglende vilje til at nå en våbenhvile i Gaza".
Israel har afvist anklager om, at det er ansvarligt for den voksende sultkatastrofe i Gaza.
Det er en krise, som Verdenssundhedsorganisationen (WHO) kalder "menneskeskabt", og som Frankrig har kaldt resultatet af en israelsk "blokade".
I stedet anklager Israel Hamas for at forhindre nødhjælp i at blive uddelt, for at plyndre nødforsyninger til eget forbrug eller videresalg til opskruede priser, samt for at skyde på civile, der søger hjælp.
De indirekte samtaler mellem Israel og Hamas i Qatars hovedstad, Doha, har i denne omgang stået på i over to uger, men indtil videre uden gennembrud.
/ritzau/Reuters