Viborg, 04/08/2025 - 16:31
Viborg forstærker angrebet med hollænder i Esbjerg
Esbjerg har mandag solgt Tim Freriks, som skifter til Viborg FF på en treårig kontrakt.
Claus Bech/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Viborg FF har mandag købt angriberen Tim Freriks i Esbjerg. Det oplyser begge fodboldklubber på deres hjemmesider.
Hos superligaklubben Viborg er sportschef Mads Agesen glad for tilgangen af den 26-årige angriber.
- Tim har den angriberprofil, der passer godt ind i Viborg FF. Han er en stor, stærk 9'er, som er god med ryggen mod mål og samtidig har fin fart.
- Tim har i hele sin karriere vist evnen til at lave mål og placere sig de rigtige steder i feltet, og det tror vi på, at han kan fortsætte med på et højere niveau hos os, siger Agesen til Viborgs hjemmeside.
- Derudover har han igennem lang tid vist en stor sult efter at komme til Viborg, så vi er glade for, at det nu endelig er faldet på plads, siger han.
Esbjerg, der spiller i den næstbedste danske fodboldrække, har nydt godt af Freriks i starten af denne sæson, hvor det er blevet til et mål i de første tre ligakampe.
I alt er det blevet til 16 mål i 37 kampe for Esbjerg. Nu er hollænderen spændt på at tage næste skridt i Viborg en række længere oppe.
- Jeg har hørt mange gode ting om Viborg FF, som har vist i mange år, at det er en god, stabil klub i Superligaen med et rigtig spændende projekt. Det er et stort skridt i min karriere, og jeg glæder mig til at fortsætte min udvikling her.
- Jeg er angriber og spiller som targetman, men jeg kan også godt lide at kombinere med spillerne omkring mig, og selv om jeg er høj, så har jeg også fart, siger han.
/ritzau/