Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 17/02/2023 - 10:00

Særbøn, fællesbørn, ingen børn? Beskyt dine efterladte med testamente

Der er særlige situationer, hvor det giver rigtig god mening at få lavet testamente, siger familieretsadvokat.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Af: Af Murat Tamer, Ritzau Fokus

Det kan være svært at tale med sin partner om, hvad der skal ske, når den ene i parret ikke er her mere.

Men sammen med dine nærmeste bør du tage stilling til, hvordan I sikrer hinanden bedst, hvis forholdet går i stykker, eller en af jer afgår ved døden.

Sådan lyder rådet fra Karen Wung-Sung, der er familieretsekspert og advokat i Advodan Holbæk og København.

- I skal spørge jer selv, om I ønsker at sikre hinanden, og hvordan I så vil gøre det. Det er en skrøne, at samlevende arver hinanden efter at have boet sammen i to år, siger hun og tilføjer:

- Samlevende kan begunstige hinanden efter to år i pensioner og forsikringer. Men de bliver aldrig arveberettigede, siger hun.

Et testamente er for eksempel relevant, hvis ugifte køber en bolig sammen. Fordi de ikke arver hinanden, er de nødt til at sikre hinanden med et testamente. På den måde kan den anden blive boende i huset, hvis den ene dør.

Er der børn fra et tidligere forhold, bør det også indgå i overvejelserne, hvordan en arv skal fordeles. Der er tale om et særbarn, når det kun er den ene af to partnere, der er forælder til barnet.

Og det har betydning, fordi børn arver fra egne forældre. Hvis et særbarns forælder begunstiger mest muligt af arven til sin samlevende, vil barnet kun arve sin tvangsarv og ikke arve, når samleveren dør.

Samleverens arvinger vil ifølge Karen Wung-Sung så arve det hele, medmindre den først afdødes særbarn skrives ind i et testamente.

Hun understreger, at det ikke er muligt at sikre, at arven er intakt og går videre fra en samlever.

For samleveren kan i teorien sælge huset dagen efter og bruge alle pengene.

- Jeg plejer derfor at sige, at man skal tænke over, både hvordan man vil sikre sin samlever, og hvad børnene skal arve, siger hun.

Ugifte med et fællesbarn og fast ejendom bør også overveje et testamente. For hvis den ene af forældrene pludselig dør, er det kun barnet, der arver.

Og er det et mindreårigt barn, er konsekvensen ofte, at ejendommen skal sælges, så barnets arv kan blive sat ind på en særlig forvaltningskonto. Den får barnet først adgang til, når det bliver myndigt.

- Det er jo en forfærdelig situation at stå i som den tilbageværende forælder til barnet, siger Karen Wung-Sung.

Et testamente kan også være relevant for gifte med fællesbarn.

- Det kan besluttes, at børn kun skal have udbetalt tvangsarv, og at arven skal gøres til særeje, siger hun.

Og til sidst anbefaler Karen Wung-Sung et børnetestamente, hvor forældre kan ønske og begrunde, hvem der skal have forældremyndighed over børnene, hvis de begge dør.

/ritzau fokus/

København, 29/04/2024 - 16:27

Kongeparret skal mødes med svensk statsminister under statsbesøg

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Dronning Mary og kong Frederik skal på et todages statsbesøg i Sverige. Det er parrets første statsbesøg.

Kongeparret skal mødes med den svenske statsminister, Ulf Kristersson, når det er på statsbesøg i Sverige mandag 6. maj og tirsdag 7. maj.

Det fremgår af det officielle program for besøget, som er blevet offentliggjort mandag.

Det er det danske kongepars første statsbesøg.

På besøget vil kong Frederik og dronning Mary blive modtaget af kongeparret af Sverige. Sammen vil de to kongepar deltage i en række besøg.

- Statsbesøget markerer de historiske bånd, det nære naboforhold og den tætte relation mellem de to kongelige familier. Besøget vil derudover markere, at Danmark og Sverige på mange områder står sammen om fremtidens udfordringer, skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Statsbesøget indledes mandag 6. maj, hvor det danske kongepar ankommer sejlende med skibet "Vasaorden" til Skeppsbron ved Kungliga Slottet i Stockholm klokken 10.45.

Her vil kongeparret blive ledsaget af kronprinsesse Victoria og prins Daniel af Sverige.

Senere mandag skal det danske kongepar besøge det svenske parlament, Riksdagen, for at mødes med Riksdagens formand, Andreas Norlén.

Herefter går turen til bygningen Rosenbad, der blandt andet huser det svenske statsministerium, for at mødes med Ulf Kristersson.

Under et besøg på Kungliga Tekniska Högskolan skal de to kongepar overvære en paneldebat med den danske astronaut Andreas Mogensen og de to svenske astronauter Christer Fuglesang og Marcus Wandt.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og erhvervsminister Morten Bødskov (S) vil ledsage kongeparret og deltage i forskellige aktiviteter under statsbesøget

Senere i maj skal det danske kongepar på statsbesøg i Norge.

Her er det norske kongepar, kong Harald og dronning Sonja, vært for en gallamiddag på det kongelige slot i Oslo. Det fremgår af det norske kongehus' hjemmeside.

Efter besøg i Sverige og Norge er det planlagt, at det danske kongepar skal besøge Færøerne og Grønland. Det bliver om bord på kongeskibet "Dannebrog" i juni og juli.

Kong Frederiks første udlandstur efter tronskiftet gik til Polen. Her var han i forbindelse med et erhvervsfremstød fra 31. januar til 2. februar.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 29/04/2024 - 16:21

Verdensstjernen Billie Eilish kommer til Danmark i 2025

Mike Blake/Reuters

Billie Eilish udgiver nyt album 17. maj. I 2025 spiller hun to koncerter i Royal Arena på sin verdensturné.

Verdensstjernen Billie Eilish spiller koncert i Danmark næste år, når hun indtager scenen i Royal Arena 28. og 29. april 2025.

Det skriver Live Nation Danmark i en pressemeddelelse mandag.

Det er en del del af den internationale stjernes verdensturné "Hit Me Hard and Soft". Ud over Europa skal Billie Eilish også til Nordamerika og Australien i løbet af turnéen, som begynder i september 2024.

I Europa skal hun også spille koncerter i blandt andet Sverige, Norge, Tyskland Storbritannien og Irland.

Det officielle billetsalg til de to koncerter i Danmark starter fredag, skriver Live Nation Danmark.

Billetterne til koncerterne ligger mellem 440 kroner og 1100 kroner plus gebyr.

Billie Eilish har annonceret, at hun udgiver et nyt album med navnet "Hit Me Hard and Soft" 17. maj.

Albummet bliver musikerens tredje studiealbum efter "When We All Fall Asleep, Where Do We Go?" fra 2019 og "Happier Than Ever" fra 2021.

- Finneas (O'Connell, red.) og jeg kunne ikke være mere stolte af dette album og vi kan slet ikke vente, til I skal høre det, skrev Billie Eilish på sin Instagram tidligere i april.

Finneas O'Connell er Billie Eilish' bror. Han har skrevet og produceret en del af søsterens musik.

Hun har også skrevet sangen "What Was I Made For" til Greta Gerwigs film "Barbie". For den vandt Billie Eilish en Oscar for Bedste Originale Sang ved årets oscaruddeling.

Den samme sang sikrede hende en Grammy i kategorien Årets Bedste Sang.

Billie Eilish gav senest koncerter i Danmark i 2019, hvor hun både var forbi Vega og festivalen Tinderbox.

Billie Eilish udgav sin første single, "Don't Smile at Me" i 2017, da hun var 15 år.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 30/04/2024 - 08:00

FAKTA: Sådan gives pengegaverne

* Kontanter: 39 procent.

* Overførsel via MobilePay: 22 procent.

* Pengene indsættes på en lukket konto og kan tages ud om et par år: 15 procent.

* Opbevarer pengene, indtil barnet skal bruge dem: 11 procent.

* Indsætter pengene på en investeringskonto, som barnet kan følge: 10 procent.

* Regner ikke med at give en pengegave: 17 procent.

Kilde: YouGov-undersøgelse på vegne af Dansk Bank.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 30/04/2024 - 08:00

FAKTA: Forældre vil give og bestemme over pengene

* I år regner flere forældre med at give en pengegave af den ene eller anden art til deres barns konfirmation sammenlignet med sidste år.

* Tre ud af fire af de adspurgte forældre har en holdning til, hvordan deres barn bør bruge gavepengene.

* 62 procent af de adspurgte forældre vil stille krav til, hvordan pengene bliver brugt. I 2023 var det tal 52 procent.

Kilde: undersøgelsen "Konfirmand 2024" foretaget af analyseinstituttet YouGov for Danske Bank i februar 2024.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek