Singapore, 26/07/2025 - 14:00
Olympisk håb er Danmarks stærkeste kort ved svømme-VM
Holstebro-svømmer Helena Rosendahl Bach er i spil til en finaleplads ved langbane-VM, mener landsholdschef.
Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Når de bedste danske svømmere fra søndag skal jagte succes ved langbane-VM i Singapore, er Helena Rosendahl Bach det stærkeste kort blandt de ti danske deltagere.
Sidste års nummer fire ved OL er ifølge landsholdschef Thomas Stub det klart bedste bud på en dansk finaledeltager ved mesterskabet. Hun stiller op i 100 og 200 meter butterfly.
- Helena Rosendahl Bach, der tidligere har blandet sig helt i toppen og blev nummer fire til OL, har i hvert fald en mulighed for at komme i top-8 (i finalen, red.) i et meget tæt felt.
- Helena har den bedste mulighed i 200 meter butterfly, men feltet er stærkt, og det vil sikkert kræve en forbedring af hendes personlige rekord at komme i top-5. Men hun er det mest oplagte bud på et dansk topresultat.
- Clara Rybak Andersen viste i et tæt felt ved VM på kortbane sidste år, at hun kan svømme sig i en finale blandt de bedste, og man kan jo håbe på, at hun kan gentage sådan en præstation på langbane, siger Thomas Stub.
25-årige Helena Rosendahl Bach tog VM-sølv i 200 meter butterfly ved det seneste langbane-VM for halvandet år siden.
Svømmeren fra Holstebro, der var den ene af Danmarks to fanebærere ved OL-afslutningsceremonien for et år siden, skal i finalen i favoritdisciplinen, før hun er tilfreds.
- Jeg håber at svømme stærkt, slå mine personlige rekorder og komme i en VM-finale. Så må vi se, hvad der sker, siger hun.
Man skal ikke forvente danske medaljer ved mesterskabet i Singapore, men i stedet se det som et skridt i de mange unge svømmeres udvikling frem mod det næste OL om tre år.
- Det er lidt en kedelig melding, men der er ikke nogen oplagte danske medaljekandidater. Omvendt kan vi sige, at vi bejler til nogle finalepladser, og kommer vi med der, så kan der ske meget.
- Alle de ti svømmere, der er med, vil potentielt alle sammen kunne svømme ved OL om tre år. De er dygtige nu, men har også et stort udviklingspotentiale. Det er nok ikke alle ti, der ender med at kvalificere sig til OL, men der er potentiale hele vejen rundt, siger Thomas Stub.
I en årrække har resultaterne på kvindesiden langt overstrålet mændenes resultater i dansk svømning. Det sker nok igen i Singapore, men der er et stort potentiale i den mandlige del af VM-delegationen, mener landsholdschefen.
- Vi har fem mænd med denne gang, og det er nogle rigtig spændende svømmere, men de er også rigtig unge og har meget at lære.
- De skal da være velkomne til at blande sig i kampen om finalepladser, men det bliver ualmindeligt svært. Målsætningen må i første omgang være, at de matcher de tider og det niveau, de har kvalificeret sig på.
- Alle vores VM-svømmere har på grund af holdkapperne også to eller tre starter. Så vi ser det som en værdifuld læring for alle, at de skal i bassinet flere gange ved et stort mesterskab, siger han.
Allerede fredag i sidste uge drog det danske hold mod Østen på en mindre akklimatiserings- og træningslejr i Malaysia, inden det går løs i nabolandet Singapore fra tidligt søndag dansk tid.
- Det er en disciplin i sig selv for nordboer som os lige at vænne kroppen til tidsforskellen og ikke mindst varmen, siger Thomas Stub.
/ritzau/