Tel Aviv, 14/06/2025 - 12:07
Dansk ambassadørs bolig i Israel ramt af missil
Thomas Winkler, der er Danmarks ambassadør i Israel, befandt sig i beskyttelsesrum, da missil ramte boligblok.
Af: /ritzau/
Den boligblok, som Danmarks ambassadør i Israel, Thomas Winkler, bor i i det centrale Tel Aviv i Israel, blev fredag aften ramt af et iransk missil.
Det skriver ambassadøren lørdag i et opslag på sin Facebook-profil til sine venner ifølge TV 2.
Han understreger, at det ikke var en "rar oplevelse", men at han befandt sig i et beskyttelsesrum, da det skete.
- Efter omkring en time fandt de fantastiske israelske redningsfolk frem til mig på 40.-etage og sikrede mig, at jeg kom sikkert ned ad trapperne i god behold, skriver han i opslaget ifølge mediet.
Fredag sen eftermiddag fortalte den danske ambassadør til Ritzau, at han natten til fredag blev vækket af en mobilalarm fra den israelske beredskabsstyrelse.
Her stod der, at alt var lukket ned som følge af det israelske angreb mod Iran, og at man skulle blive hjemme og være i nærheden af et beskyttelsesrum.
- Vi er vant til alarmer, men den, der kom i nat, var en meget skinger en af slagsen, fordi det var en national alarm. Normalt bliver alarmerne kun sendt til de områder, hvor man regner med, at noget styrter ned, sagde han.
- Men fordi det var et angreb af den karakter, blev alarmen sendt ud til hele Israel, og derfor var det også lidt voldsommere, end det vi ellers er vant til, tilføjede han.
Ved eftermiddagstid fredag fortalte ambassadøren, at udgangsforbuddet var ophævet, og at man var gået væk fra "meget højt beredskabsniveau".
- Jeg bor i det centrale Tel Aviv, og når jeg ser ud af mit vindue, så er det tilbage til det normale, sagde han.
Han blev dog indenfor, da fremtiden var uvis, lød det.
Det har efter sigende været herefter, at ambassadøren er gået i sit beskyttelsesrum, inden missilet har ramt.
I opslaget på Facebook præciserer han ikke, hvilket tidspunkt i løbet af fredag aften, det skete.
Men han forsikrer sine venner på den lukkede Facebook-profil om sit ve og vel.
/ritzau/