Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

London, 20/12/2024 - 05:53

McCartney lukker maratonturné med Ringo Starr i London

The Beatles-trommeslageren Ringo Starr optrådte torsdag aften sammen med Paul McCartney i London.

Toby Melville/Reuters

Af: /ritzau/

Paul McCartney fik torsdag aften selskab af tidligere medlem af The Beatles Ringo Starr, da McCartney spillede den sidste koncert på sin turné "Got Back".

Det skriver nyhedsbureauet PA.

Koncerten blev spillet foran et tætpakket publikum på The O2 Arena i London og var den sidste på turnéen, der begyndte i april 2022 i USA.

- Jeg har haft en fantastisk aften, det har været et fantastisk show, sagde den 84-årige trommeslager og sanger, da han trådte op på scenen for at slutte sig til McCartney.

De to tidligere The Beatles-medlemmer spillede derefter sangene "Helter Shelter" og "Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band", før trommeslageren forlod scenen med ordene:

- Jeg smutter nu, men jeg har haft en fantastisk aften, og jeg elsker jer alle sammen.

Starr og McCartney har optrådt sammen ved flere lejligheder, siden de forlod The Beatles. Blandt andet optrådte de sammen på McCartneys turné "Freshen Up" i 2019, ligesom de optrådte sammen, da Starr blev optaget i rockens Hall of Fame i 2015.

Under koncerten fik McCartney desuden selskab af Rolling Stones-guitaristen Ronnie Wood på sangen "Get Back".

Wood spillede torsdag aften for første gang i over 50 år på sin originale Hofner-bas under en koncert, efter at bassen var blevet stjålet i 1972.

McCartney lagde ved aftenens koncert ud med at spille The Beatles' hit "A Hard Day's Night".

Under koncerten spillede han desuden en virtuel duet af nummeret "I've Got A Feeling" med et andet tidligere medlem af The Beatles, nemlig John Lennon.

Da Paul McCartney for knap to uger siden tog hul på sine i alt fire koncerter i London var det ifølge britiske anmeldere til et meget oplagt publikum.

Ifølge The Independent tryllebandt og begejstrede den 82-årige sanger publikum, mens The Telegraph skrev, at det var godt at have McCartney tilbage på scenen.

McCartney og Starr er de eneste nulevende medlemmer af bandet The Beatles, der var aktivt fra 1960 til 1970. John Lennon blev skudt og dræbt i 1980, og George Harrison døde i 2001.

/ritzau/

London, 20/12/2024 - 11:10

Kong Charles fortsætter med kræftbehandling efter nytår

Chris Jackson/Reuters

I februar oplyste Buckingham Palace, at den britiske konge var blevet diagnosticeret med kræft.

Storbritanniens Kong Charles' kræftbehandling skrider godt frem og fortsættes i det nye år.

Det oplyser en kilde fra Buckingham Palace til nyhedsbureauet Reuters.

I februar oplyste det britiske kongehus, at kong Charles var blevet diagnosticeret med en ikke nærmere defineret kræftsygdom.

Sygdommen blev opdaget i forbindelse med behandling af forstørret prostata. Men der er ikke tale om prostatakræft, har kongehuset oplyst.

Ifølge kilden er der ikke nogen ændringer i kongens helbred. Den fortsatte behandling er hverken udtryk for en forbedring eller forværring.

Efter kræftdiagnosen holdt kong Charles en pause fra sine officielle pligter.

I april genoptog han arbejdet med et besøg på et kræftcenter i London.

Den nu 76-årige kong Charles blev diagnosticeret med kræft, mindre end et år efter at han blev kronet.

Det blev han i maj 2023 ved en stor ceremoni i Westminster Abbey i London.

Otte måneder forinden døde kong Charles' mor, dronning Elizabeth. Hun var Storbritanniens regent i 70 år.

Kong Charles er ikke det eneste medlem af det britiske kongehus, som har været i kræftbehandling i år. Også prinsesse Kate, der er gift med prins William, er blevet behandlet for kræft.

I marts kom det frem, at hun var i behandling for kræft. Forinden var hun blevet opereret i maveregionen.

Efter ni måneders behandling kunne hun i september meddele, at hun var færdig med sin kemobehandling.

- Mens sommeren er ved at være ovre, er det svært for mig at beskrive, hvor stor en lettelse det er for mig endelig at være blevet færdig med min kemoterapi.

- De seneste ni måneder har været utroligt hårde for os som familie, sagde prinsesse Kate i en video offentliggjort på Instagram.

Det britiske kongehus har - ligesom i tilfældet med kong Charles - ikke oplyst, hvilken type kræft prinsesse Kate var ramt af.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 20/12/2024 - 11:08

Nye retningslinjer skal gøre det trygt for børn at medvirke i film

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Der er fokus på arbejdstider, eksponering og støtte i de nye rammer for børn i tv-branchen.

Når tv- og filmbranchen i det nye år har børn- og unge med på settet, er der nye retningslinjer, de skal være opmærksomme på.

For en samlet tv- og filmbranche er blevet enige om at lave fælles retningslinjer for børn og unge i film- og tv-produktioner.

Det skriver DR.

I de nye rammer for børn og unge i film- og tv-produktioner er der blandt andet fælles standarder for arbejdstid.

Samtidig er der i retningslinjerne fokus på, hvordan børnene bliver eksponeret, og at rådgivning og støtte skal være tilgængeligt.

- Vi er meget begejstrede for, at så mange aktører i branchen er blevet enige om disse nye, fælles retningslinjer.

- Det betyder, at producenterne nu får en bedre mulighed for at tage særlig hensyn til børnene i planlægningen og budgetteringen af produktionerne, siger direktør i Producentforeningen Anna Porse Nielsen til DR.

Målet bag initiativet er ifølge DR at sikre "fysisk og mental velbefindende" hos de unge medvirkende.

Retningslinjerne træder i kraft fra januar 2025.

De gælder for alle børn og unge op til 18 år, når de medvirker i danske film- og tv-produktioner, hvor barnet er foran kameraet. Om arbejdet er lønnet eller ulønnet betyder ikke noget for retningslinjerne.

Branchens fælles retningslinjer for de unge er ikke det eneste nye initiativ på området i det nye år.

Fra 2025 bliver det nemlig Arbejdstilsynet, som får opgaven med at udstede arbejdstilladelser til børn under 13 år, der medvirker i film og tv-produktioner.

Før har opgaven med at give arbejdstilladelser til de yngre børn ligget hos politiet.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 20/12/2024 - 10:00

FAKTA: Få budgettet til at glide ned med kaffe og kage

* Læg budgetlægningen ind i din kalender. Book en time for eksempel i weekenden, og sørg for, at du får en påmindelse til at gå i gang.

* Gør det hyggeligt med kaffe og kage eller måske et glas vin. Køb eventuelt en belønning til dig selv, så du kan fejre, når du er færdig.

* Forbered dig inden ved at have en lommeregner, pen og papir klar. Hav dit MitID ved hånden.

* Hav en budgetskabelon klar.

* Åbn din netbank og kontooversigt.

* Sluk mobilen og andre potentielle forstyrrelser.

Kilde: Råd til penge, som drives af Finanstilsynet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 20/12/2024 - 10:00

Brug det nye år som løftestang til en kernesund økonomi

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Skyd det nye år i gang med klare privatøkonomiske mål, som du kan holde dig selv op på.

Nytårsforsæt og gode intentioner står i kø i årets allerførste måned. Et nyt år, som du kan sætte dit aftryk på fra start.

Og det gælder altså også privatøkonomien for Elizabeth Frank Nebelong, som er stifter af platformen Budgetskolen og virksomheden Budgetnørden samt privatøkonomisk influencer under samme navn.

Først og fremmest laver hun et årsbudget - det vender vi tilbage til - og derudover sætter hun sig nogle klare privatøkonomiske mål for året.

- Jeg sætter mål for, hvad vi eksempelvis gerne vil smide ekstraordinært ind på vores boliglån, hvor meget jeg gerne vil investere for, og så skal der fyldes nogle børneopsparinger op.

- Så holder jeg øje med de mål hen over året. Ellers er det bare gode intentioner, og de bliver ikke overholdt. Man er nødt til at forholde sig til dem, lyder det af erfaring fra Elizabeth Frank Nebelong.

Og nu tilbage til budgettet. Hvis du allerede har et, skal det støves af i anledningen af årsskiftet.

- Lige nu ligger der i min e-Boks en masse breve om, at daginstitution og forsikring stiger. Gå ind og få opdateret det, siger indehaveren af Budgetnørden.

Har du ikke et budget, er det bare med at skyde året godt i gang med et.

Du kan finde gratis skabeloner på nettet. Og de fleste netbanker giver et ret overskueligt overblik over dit forbrug, så du let kan plotte beløbene ind.

Det gælder blandt andet husleje, forbrug i boligen, forsikringer, internet, daginstitution og fitnessabonnement. Når du har fået indtastet beløbene og har dannet dig et overblik, foreslår Elizabeth Frank Nebelong at lave en budgetkonto, der altid sørger for, at de regninger bliver betalt.

- Vil man gå et step videre, skal man også se på, hvad man gerne vil spare op til eksempelvis jul, ferie, bolig eller en ny cykel. Få det sat ind som en post i budgettet, så du prioriterer opsparing hver måned, siger hun.

Derudover er januar en klassisk oprydningsmåned, og Louise Skjødsholm, som er specialkonsulent i finansielt forbrug hos Råd til penge, anbefaler at bruge lejligheden til at give privatøkonomien en tur med støvekosten.

- Måske har man tre streamingtjenester eller et abonnement på kosmetik, fitness eller lignende. Se på, om du egentlig bruger det hele og få luget ud, lyder hendes råd.

Lav også et tjek af, om der er penge at spare på de faste udgifter. Måske er du overforsikret eller kan få forsikringen eller mobilabonnementet billigere et andet sted.

- Se også på, hvilke lån I har. Måske kan de lægges sammen, og I kan forhandle jer til en bedre rente, siger Louise Skjødsholm.

Det er helt oplagt at se kritisk på alle posterne i budgettet. Hvad ryger der egentlig af penge til mad, og er det muligt at skære transportposten ned ved at tage cyklen eller toget.

- Hvis du gerne vil have lidt ekstra kroner ind, kan du også rydde ud i hjemmet og se på, om der er noget, du kan sælge. Det kan være tøj eller elektronik, hvor gevinsten kan bruges til at smide ind på en buffer til uforudsete udgifter, foreslår Louise Skjødsholm.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek