København, 30/04/2025 - 19:05
Tottenham-chef: Bodø/Glimt lader sig ikke afskrække i London
Tottenham er markant favorit mod Bodø/Glimt, men manager Ange Postecoglou anerkender det norske mesterhold.
Kirsty Wigglesworth/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Tottenhams jagt på en tiltrængt tilføjelse til trofæskabet fortsætter torsdag, når klubben spiller første semifinale i Europa League.
London-holdet er på hjemmebane markant favorit mod Bodø/Glimt, men Tottenham-manager Ange Postecoglou advarer mod at undervurdere det norske mesterhold anført af cheftræner Kjetil Knutsen.
- De har været ret stabile i de seneste år med den samme træner og kerne af spillere. De har en klar spillestil, som de har holdt fast i og haft succes med.
- De har været konkurrencedygtige i enhver kamp, de har spillet, uanset modstanden, og de har altså mødt nogle virkeligt stærke modstandere i Europa, siger Postecoglou ifølge Reuters.
Hele Bodøs befolkning på 50.000 mennesker vil end ikke kunne fylde Tottenhams hjemmebane, men Postecoglou regner ikke med, at gæsterne bliver benovede.
I 2022 var han Celtic-chef, da skotterne tabte 1-3 til Bodø/Glimt på hjemmebane og ugen efter 0-2 på udebane i Conference League.
- Atmosfæren på Celtic Park er utrolig, men de lod sig ikke afskrække. De vil heller ikke være skræmt af noget torsdag. De har været på Old Trafford, og de har mødt store klubber i Italien og andre steder.
- Bodø har fortjent at være her. De har slået Lazio og Olympiakos. Vi kommer til at give dem den respekt, de fortjener, og gøre vores bedste, siger australieren.
Tottenham har været elendige i Premier League og ligger blot nummer 16 i tabellen, men det har ikke betydning torsdag, mener Postecoglou.
- Hvor tit befinder man sig i denne situation? Historisk set ikke mange gange. Så det er ikke vigtigt, hvad der sker næste sæson, eller hvad der er sket i denne sæson.
Tottenham vandt sit seneste europæiske trofæ i 1984, da man triumferede i datidens svar på Europa League, Uefa Cuppen. Den vandt Tottenham også i 1972, mens man i 1963 gik hele vejen i pokalvindernes turnering.
Bodø/Glimt er det første norske hold nogensinde i en europæisk semifinale.
/ritzau/