Lyon, 25/06/2025 - 00:58
Lyon forsikrer om god økonomi og anker tvangsnedrykning
Lyon bestrider, at klubben har likviditetsproblemer, efter at vagthund har nægtet klubben licens til Ligue 1.
Daniel Cole/Reuters
Af: /ritzau/
Den franske fodboldklub Lyon vil bekæmpe tirsdagens tvangsnedrykning til landets næstbedste række.
Sent tirsdag oplyser Lyon på klubbens hjemmeside, at den straks vil anke dommen fra fransk fodbolds økonomiske vagthund, DNCG.
- Lyon har modtaget den uforståelige afgørelse, som DNCG har truffet her til aften, og bekræfter, at klubben straks vil anke, skriver Lyon.
Vagthunden DNCG har ifølge sportsavisen L'Equipe ikke godkendt klubbens licensansøgning til at spille i Ligue 1 i næste sæson på grund af rod i økonomien.
Lyon oplyser, at den i de seneste måneder har arbejdet tæt sammen med DNCG, og at den har imødekommet alle krav til likviditet og klubbens egenkapital - og endda mere til.
I meddelelsen på klubbens hjemmeside skriver Lyon, at kapitalindskud fra aktionærer og et salg af den engelske fodboldklub Crystal Palace har forbedret likviditeten betydeligt.
Lyon mener derfor, at den har tilstrækkeligt med økonomiske ressourcer til at spille med i Ligue 1 i næste sæson.
- Vi forstår oprigtigt ikke, hvorfor en så stor fransk klub kan blive tvangsnedrykket med én administrativ beslutning.
- Vi vil sikre, at vi har den nødvendige likviditet, så Lyon kan beholde sin plads i Ligue 1, skriver klubben på sin hjemmeside.
Den amerikanske investor John Textor ejer gennem et selskab den franske storklub, der blev nummer seks i sidste sæson i Ligue 1.
Selskabet havde i november sidste år en gæld på 505,1 millioner euro svarende til små 3,8 milliarder kroner, hvilket allerede dengang fik DNCG til at true med en mulig tvangsnedrykning.
Mandag i denne uge solgte John Textor en ejerandel på 43 procent i engelske Crystal Palace.
Lyon har syv gange i historien vundet det franske mesterskab.
/ritzau/