Birkerød, 15/08/2025 - 20:28
Mindre nervøs Niklas Nørgaard indtager fjerdepladsen
Niklas Nørgaard har ikke snuset til de sjove placeringer i noget tid. Efter fredagens runde er det anderledes.
Johnnie Izquierdo/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Solen bager på golfbanerne ved Furesø, hvor der i disse dage afholdes Danish Golf Championship.
Blandt de store danske golfspillere finder man blandt andre de danske tvillingebrødre Nikolai Højgaard og Rasmus Højgaard samt Niklas Nørgaard.
Sidstnævnte var egentlig ikke helt tilfreds med fredagens runde, men er i seks slag under par som en del af subtoppen på en delt fjerdeplads.
- Jeg synes ikke selv, jeg spillede særlig godt, selv om jeg kvitterede med en god score. Jeg synes faktisk, at jeg spillede bedre i går (torsdag, red.). Men i dag lavede jeg ikke så store katastrofer, og det var der, forskellen var, siger han.
- Derudover tror jeg, at jeg var mere nervøs i går og bedre til at følge tendenserne i dag.
Niklas Nørgaard har det sidste stykke tid kæmpet med at komme op og snuse til de gode placeringer, og derfor betyder den igangværende turnering noget særligt.
- Jeg har savnet at kunne mærke noget i kroppen. Det sidste lange stykke tid har jeg spillet om en 60.-plads eller en 40.-plads, så jeg glæder mig til de kommende dage.
Særligt den gode stemning, der var omkring spillerne, er noget, Niklas Nørgaard fremhæver som ekstraordinært ved at spille i Danmark.
- Vi blev klappet op til alle greens, og det er en dansk ting, så det er vi megataknemmelige over, lyder det fra Niklas Nørgaard.
For Nikolai Højgaard går det lidt mere trægt. Han er tre slag under par og et stykke fra toppen efter en lørdagsrunde i par.
- Jeg leverede ikke det bedste spil. Jeg synes, at jeg skulle arbejde lidt hårdere derude end normalt for at få en score, siger Nicolai Højgaard.
Han nævner sin bror til sammenligning, da han bliver spurgt ind til fredagens resultat:
- Når jeg i løbet af runden så Rasmus bagved lave en masse birdies, så ved man, at chancen var derude.
Selv om Nicolai Højgaard ikke leverede sin karrieres bedste præstation, er der alligevel noget, han ifølge sig selv kan tage med til weekendens finalerunder.
- Jeg formåede at komme godt igen efter en tung start, og jeg tror, det er det, jeg skal have med fra i dag, siger han.
Tvillingebroren Rasmus Højgaard har efter fredagens runde lagt sig på førstepladsen.
Danish Golf Championship strækker sig over fire dage og løber til og med søndag. I alt deltager 156 golfspillere fra DP World Tour.
/ritzau/