La Plagne, 25/07/2025 - 18:27
Tilfreds Pogacar: Jeg talte kilometerne til sidst
Tadej Pogacar kan leve med, at Thymen Arensman vandt 19. etape, mens han selv holdt styr på Jonas Vingegaard.
Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Selv om Tadej Pogacar gik glip af endnu en sejr på Tour de Frances sidste bjergetape, er sloveneren er godt tilfreds med, hvordan etapen udspillede sig.
Han kørte hele vejen op til La Plagne med Jonas Vingegaard på hjul, og de to rivaler kunne se Thymen Arensman nå målstregen med et forspring på sølle to sekunder.
- Jeg talte ned de sidste kilometer. Arensman kørte supergodt, og jeg forsøgte at sætte et tempo, som jeg følte mig komfortabel med.
- Hvis nogen angreb, kunne jeg stadig accelerere. Alt i alt var jeg tilfreds med, hvordan vi kørte, siger Tadej Pogacar.
Han har vundet fire etaper tidligere i løbet og var mere optaget af at forsvare sit forspring i det samlede regnskab end at gå helhjertet efter en ny triumf.
Da Vingegaard ikke ville føre på målstigningen, affandt Pogacar sig med, at Arensman tog sejren.
- Vi forsøgte at gå efter etapen, men ingen ville føre, så jeg tænkte, at jeg og Jonas kunne køre til toppen sammen. Men så var Arensman der, og han var stærkere, siger Pogacar, der nu kun skal forsvare førertrøjen to etaper mere.
- Jeg er selvfølgelig træt. Det har ikke været en let Tour. Folk har angrebet mig til højre og venstre. Man skal være fokuseret helt til sidst, siger Tadej Pogacar.
/ritzau/